25.02.2004 12:00 Age: 21 yrs
Category: Troen
Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Hvad får man ud af at tro?

Hvilke behov får man opfyldt ved at tro? Hvad mangler man ved ikke at tro?

Svar:

1. Egentlig er kristendommen uinteresseret i, om man får noget ud af at tro! Det, den udfordrer os til, er: Hvis kristendommen er sand, så tager man forfærdelig fejl, hvis ikke man tror på den; hvis kristendommen er løgn, så tager man forfærdelig fejl, hvis man tror på den! Altså det handler mere om, om det er rigtigt eller forkert, det man tror på. Det kan fx godt være, at man bliver et mere tilfreds og lykkeligt menneske, hvis man ikke er kristen; alligevel er det rigtigst at være det, hvis kristendommen er sand. Altså: Hvis Jesus var den, han sagde, han var, og hvis han virkelig er opstået fra de døde, så vil det være skrupforkert IKKE at være kristen, uanset om man føler sig gladere af det eller ikke. Men hvis han var en fupmager eller en myte, så vil det være skrupforkert at være kristen. Så det er det vigtigste: Man må finde ud af, hvad man mener om Jesus! Hvis man mener, at han faktisk var Guds søn, så er det bare om at begynde at bede til ham og at ære ham som Gud. Hvis man mener, at han ikke var det, så er det bare om at la' vær' ...

2. Så længe vi snakker om livet i denne verden, så er der nogle fordele ved at være troende: Vi har et sted at gå hen med vores længsler; vi har en at gå til og fortælle om vores problemer og vores glæder. Og hvis han virkelig er sandheden, så har vi også ham at bede til om hjælp, om undere, om helbredelse, om glæde, om trøst osv. Og han giver os det, vi beder om i hans navn, hvis ellers det er i overensstemmelse med hans vilje (det er derfor, vi beder i Fadervor: Ske din vilje på jorden, som den sker i himlen). Dertil kommer, at mange kristne har et godt netværk af gode venner, som også vil være der for en, når man er langt ude. Først og fremmest har man en himmelsk far, som elsker en.

3. Men der kan også være nogle ulemper ved at være troende: Nogle har en lidt usund tro, hvor de opfatter Gud som en mistænksom og hævnende Gud, som de slet ikke kan være tryg ved. Andre oplever, at venner og familie mobber dem for deres tro. Nogle steder i verden kan man risikere at blive dræbt for sin tro (faktisk er der i løbet af det 20. årh. flere, der er blevet dræbt for deres kristne tro, end i alle århundrederne forinden tilsammen!). Langt de fleste kristne oplever også tvivl i større eller mindre omfang. Og det vanskeligste af det altsammen: Man må se i øjnene, at man kommer til at leve af Guds nåde; man må indse, at man er en synder og har brug for Guds tilgivelse. Og selv om Guds nåde og tilgivelse er den største gave af alle og den største glæde i verden, så er vores selvretfærdighed så stor, at vi fristes til at klare os selv uden nåden; så kan vi måske undgå at indse, at vi har brug for tilgivelse.

4. Det allervigtigste ved at tro er: Hvis jeg bliver døbt og kommer til Jesus (altså beder til ham om hjælp og om nåde), så får jeg evigt liv. Og uanset hvor tungt det kan være at leve som kristen i dette liv, så opvejes det en million gange af glæden i det evige liv. Både Jesus og apostlene er flere gange inde på, at det vigtigste ved at tro på Gud ikke er at få et godt liv her på jorden (selv om det også er vigtigt og en stor gave fra Gud); det vigtigste er at få evigt liv. Og derfor er det så fantastisk, at selv om man kan komme i tvivl om kristendommen og måske ikke helt ved, hvad man skal mene om ham, så kan man alligevel tro på ham! - nemlig ved at komme til ham og bede om evigt liv. Han har selv sagt: "Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort", altså også selv om man måske kommer til ham med blandede motiver og blandede meninger.

At tro på Gud er den største gave i verden. Altså hvis han virkelig er sandheden! - ellers er tro en fejltagelse. Og derfor er det også en del af troen, at man beder ham om hjælp til at tro.

Held og lykke med troen!


Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 25.02.2004

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også