28.12.2011 12:00 Age: 13 yrs
Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Hjælper det at slå korsets tegn?

Jeg har altid været kristen, protestant vel og mærke. Jeg beder ofte, men har her på det seneste overvejet om protestanter må slå korsets tegn for sig, som det er tilfældet for katolikker. En kort bøn før for eksempel en fodboldkamp eller en eksamen hjælper mig altid, men ville det ifølge Vor Herre, Gud, være i orden for mig at slå korsets tegn? Jeg tror det ville hjælpe mig.

Svar:

Det er rigtigt, at det for mange katolikker er mere almindeligt at slå korstegn foran sig end det er for os protestanter. Men det betyder ikke, at korstegnet er en særlig katolsk specialitet. Du vil også se, at alle danske folkekirkepræster slår korstegnet flere gange i forbindelse med søndagens højmesse. Og nogle kirkegængere gør det også - fx i forbindelse med nadveren eller velsignelsen.

Der er ingen steder i Bibelen, som påbyder og anbefaler kristne at slå korsets tegn for sig. Det er en tradition som er vokset frem i kirken og efterhånden er blevet et ritual. F.eks. anbefalede Luther, at alle kristne skulle begynde dagen med at bede fadervor og slå korsets tegn.

Men det er godt at overveje, hvad korstegnet betyder for os og hvorfor vi bruger det. At slå korsets tegn for sig kan både udtrykke en bøn om at være dækket af den nåde og den sejr, som Jesus vandt ved sin korsdød. Korstegnet kan også udtrykke en bekendelse og et vidnesbyrd om, at jeg tror på Jesus og på, at hans korsdød gælder mig. På denne måde er korstegningen en god og naturlig del af alle kristnes liv.

Men der kan også snige sig noget usundt i denne tradition med korstegning. F. eks. hvis det bliver brugt som en slags besværgelse eller en held-og-lykke handling uden sammenhæng med hvad korset egentlig betyder for den kristne tro. F. eks. som en slags beskyttelse mod onde ånder eller mod en forbandelse. I sådanne tilfælde har korstegningen mere med overtro end med kristen tro at gøre.

Du spørger konkret om der er noget forkert i at slå korstegn, som en slags bøn før en vigtig begivenhed som f. eks. en fodboldkamp eller en eksamen. Der er vel ikke noget forkert i det, og hvis du vil bruge korstegnet til at minde dig selv og andre om, at uanset hvad der sker mig, så er jeg frelst pga. Guds nåde, ja, så er det en fin handling. Men hvis du vil bruge korstegnet som en slags bøns-forstærker eller "forsikring" imod uheld el. lign. så synes jeg du skal lade være, for korset er et tegn på Guds nåde og ikke på personlig held og lykke.


Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Lagt på nettet 28.12.2011

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også