16.04.2004 12:00 Age: 21 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Findes en barmhjertighedens nådegave?

Er der noget der hedder barmhjertighedens nådegave? Hvis ja, hvad vil det sige, hvad indebærer det?

Svar:

Ja, én gang i Bibelen omtales "Nådegaven til at øve barmhjertighed" nemlig i Paulus' Brev til Romerne 12,8. Den omtales ikke andre steder under dette navn. I Paulus' Brev til Romerne 12,7 står der "Tjeneste" - det er oversat fra det græske "diakoni" - og normalt kalder vi det "Diakoni". Så den nådegave, der omtales i Rom 12,7 kaldes normalt "Diakoniens nådegave".

Hvis "nådegaven til at øve barmhjertighed" havde stået for sig selv, ville de fleste have tolket det som et andet ord for "Diakoniens nådegave". Men nu nævnes de to nådegaver lige efter hinanden - så det må jo være to forskellige.

Diakoni møder vi mange steder i NT - og et hovedord i denne tjeneste er netop barmhjertigheden: det at hjælpe syge, sulte, ensomme, fattige o.s.v. Hjælpe dem gennem handling og ord. Når diakoni nu indeholder alt dette, hvad er det så "barmhjertigheden" indeholder? Det véd man faktisk ikke rigtig.

Nogle forstår det således: Diakoniens gave får man, når man skal udføre en hel "tjeneste": være diakon ved en kirke eller en institution. Barmhjertighedens gave får man, når man skal udøve hjælpearbejdet sådan mere i sin hverdag: hjælpe naboer og andre, man har naturlig kontakt til, være med i en besøgstjeneste, stå i en genbrugsbutik o.s.v. Men ingen véd, om denne skelnen er rigtig.

Det vigtigste er nu heller ikke, om man lige kan sætte det rette navn på sin gave og tjeneste. Det vigtige er, at man finder ud af, hvor Gud vil have mig til at arbejde, og så beder om udrustning til dette arbejde. Så hvis du tror, at Gud kalder dig i den retning, så gå frimodigt - "Glad og gerne", som der står i Rom 12,8 - ind i arbejdet og bed om udrustning til det - hvadenten Gud vil kalde det Diakoniens eller Barmhjertighedens nådegave.


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 16.04.2004

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også