28.02.2001 12:00 Age: 24 yrs
Category: Kristenlivet, Troen
Forfatterprofil

Er tro eller kærlighed vigtigst?

Hele mit liv igennem har folk fortalt mig at det vigtigste er troen. Det kan jeg ikke få til at hænge sammen, for i et af Paulus brevene står der at kærlighed er større end tro. Hvordan hænger det sammen?

Svar:

Det er et vigtigt spørgsmål, du stiller, og jeg kan godt forstå, at det kan synes lidt forvirrende, hvordan forholdet mellem tro og kærlighed er. Du fortæller ikke, hvor præcis, du har fundet citatet fra Paulus, men jeg

gætter mig til, at det er i 1 Korintherbrev kap 13. I det kapitel skriver Paulus i hvert fald en del om kærligheden som det vigtigste overhovedet i et menneskes liv.

Det er lidt ærgerligt, at vi kun har ét ord på dansk, der betyder kærlighed, for det kan let få os til at tro, at Paulus her mener noget med forelskelse. På den græske grundtekst, dvs. det sprog, Paulus skrev sit brev på, står der et ord, som egentlig betyder "kærlighed fra Gud". Altså en kærlighed, som vi ikke selv kan stable på benene, men som vi kun kan have, hvis vi får den fra Gud. Den kærlighed, Paulus taler om i den tekst, jeg her henviser til, er altså den kærlighed, vi får fra Gud, når vi tror på Jesus! Det er den kærlighed, Gud har elsket os med, så han lod Jesus dø i vores sted. Det er den kærlighed, vi kan (og skal) elske vores næste med, når vi er kommet til tro på Jesus!

Der er altså ingen modsætning mellem tro og kærlighed hos Paulus, snarere en fuldstændig uløselig sammenhæng. Ved tro på Jesus får vi kærligheden fra Gud. Og kærligheden fra Gud kan vi ikke have eller få uden tro på Jesus. I Johannes' Første Brev kap 4 vers 19 står det samme på en anden måde: "Vi elsker, fordi han elskede os først." Vi kan altså kun tro på Gud og elske vores næste, fordi Gud elskede os først og viste sin kærlighed ved at lade Jesus dø for os.

Jeg håber, det var svar på dit spørgsmål, ellers er du velkommen til at spørge igen.


Forfatterprofil

Lagt på nettet 28.02.2001

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også