08.12.2005 12:00 Age: 19 yrs
Bodil Skjøtt

Skrevet af:
Bodil Skjøtt

Er Thomas-evangeliet blevet taget ud af Bibelen?

Islam har nogen kritikpunkter mod kristendommen som har anfægtet min tro meget. Et af de største kritikpunkter mod kristendommen er at biblen er blevet ændret. En dag hører jeg om noget, der hedder Thomas-evangeliet, som har været en del af biblen indtil engang i 1800-tallet, kan det passe? Hvordan kan det være man har fjernet det evangelie igen? Og hvordan kan det være at det har været en del af biblen så længe hvis det har været en fejl at det var der? Så er biblen jo netop blevet ændret, er den ikke?

Svar:

Thomas-evangeliet fundet i 1945

Du spørger efter om det kan passe, at Thomas-evangeliet har været en del af Bibelen indtil en gang i 1800-tallet. Der er flere svære spørgsmål, når det gælder Thomasevangeliet, men dette er ikke et af dem. Svaret er helt klart NEJ, det passer ikke. Thomas-evangeliet er aldrig blevet taget ud af Bibelen alene af den grund at det aldrig har været med.

Thomasevangeliet er blandt de skrifter, som blev fundet i Egypten i 1945 og som efter stedet, hvor man fandt dem, kaldes Nag Hammadi-skrifterne. Af de ca. 40 skrifter som blev fundet der, er Thomasevangeliet nok det som har fået mest opmærksomhed. Allerede i 1959 udkom Thomsevangeliet på dansk oversat af Dr. Theol Søren Giversen. Fra kirkens side har der ikke været noget forsøg på at skjule disse nyopdagede tekster. Tværtimod.

Jesu-ord, men intet om hans liv, død og opstandelse

Den udgave af Thomasevangeliet, som blev fundet var skrevet på koptisk (egyptisk) og er fra omkring år 360. Det er en oversættelse og måske endda en ganske fri oversættelse – af et oprindeligt græsk skrift som nok går tilbage til enten 200-tallet eller måske lidt før, men under alle omstændigheder ikke til tiden før de fire evangelier, som findes i Det Nye Testamente. Allerede det forklarer, hvorfor Thomasevangeliet ikke er med i Bibelen. Dertil kommer at det ikke er et evangelium i samme betydning som de nytestamentlige. Det indeholder ord af Jesus – og flere af den har paralleller til de Jesus-ord vi kender fra Matthæus, Markus og Lukas. Men Thomasevangeliet fortæller ikke historien om Jesus og derfor heller ikke om hans lidelse, død og opstandelse. Det er kun ord af Jesus.

Populær idag

Grunden til at mange religiøst søgende mennesker i dag er fascinerede af Thomasevangeliet er ikke mindst de ord, som er specielle for evangeliet (=hvor der ikke er paralleller i de nytestamentlige evangelier) hvor det tales om at søge sandheden og finde den inde i sig selv. På den måde bliver sandheden ikke noget, der er knyttet til Jesu person, og det han gjorde og det som skete med ham. Det tolkes deraf, at sandheden findes inde i mennesket selv, og de som er gode og dygtige nok til at lede, kan finde den.

Selv om den endelige fastlæggelse af den nytestamentlige kanon først lægges fast i slutningen af det 4. århundrede er der allerede i det 2. århundrede i kirken stor enighed om hvilke skrifter, der skal regnes for autoritative og som bygger på Jesus og apostlenes lære. Det er der ikke siden blev ændret på op gennem kirkens historie.

Om Thomasevangeliet har vi også følgende svarartikler:

Hvad er Thomas Evangeliet?

Findes andre end Bibelens 4 evangelier?


Bodil Skjøtt

Skrevet af:
Bodil Skjøtt

Lagt på nettet 08.12.2005

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også