15.05.2006 12:00 Age: 19 yrs

Skrevet af:
Kerstin Hoffmann

Er sterilisation en synd?

Er det ifølge Bibelens Gud en synd i et velfungerende kristent ægteskab med flere børn, at manden efter moden overvejelse - og i samråd med sin hustru og læge - lader sig sterilisere?

Svar:

Det er altid fornuftigt at standse op og spørge sig selv, om handlinger, der er almindeligt accepteret af det omgivende samfund, nu også nødvendigvis er Gud velbehagelige - eller om de måske gør fortræd.

Du skriver ikke, hvad der har givet anledning til din moralske bekymring angående sterilisation. På dette, som på mange andre af livets områder, giver Bibelen os ikke præcise direktiver for, hvordan vi skal handle, så noget kort og entydigt svar, kan jeg ikke give. Men jeg vil forsøge at give dig nogle overvejelser at gå videre med.

Seksualiteten er ikke et vedhæng

Mister den ægteskabelige kønskærlighed sin berettigelse, hvis den ikke tjener slægtens videreførelse? Nej, på ingen måde. Allerede ved menneskets skabelse bliver det slået fast, hvad det vil sige at være menneske: ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.” (1. Mosebog 1,27) og lidt senere, hvad det vil sige at være ægtepar: “Derfor forlader en mand sin far og sin mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød.” (2. Mosebog 2,24).

At være menneske er at være ”sit køn”, og at være ægtepar er at være et. I denne forening, som ikke kan forståes bogstavelig nok, lever kærligheden. Det gælder også for ægtepar, som af en eller anden grund ikke kan få børn, og for ægtepar, der er nået over den alder, hvor børn normalt er en mulighed.

Seksualiteten er ikke et vedhæng til dette at være menneske. En mand er fra yderst til inderst skabt med det formål at elske sin hustru, og ligeså er hun skabt - med hele sin anderledeshed - for at elske sin mand. Den ægteskabelige kønskærlighed bærer formålet i sig selv og er derfor ikke afhængig af ”frugtbarheden”.

Samtidig er det et faktum, at det er i denne kærlighedskerne familien skabes og den store lykke, det er at få børn, erfares, og det leder mig til den anden overvejelse:

Er det forkert at forhindre børn i at blive til? Der står jo videre i Første Mosebog: ”Og Gud velsignede dem og sagde til dem: 'Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den...' ” (1. Mosebog 1,28).

Sterilisation er ansvarlig prævention

Dette er i virkeligheden et spørgsmål, som vedrører al brug af prævention, lige fra de helt enkle ”naturmetoder” til sterilisationen, som her er spørgsmålet. Har vi lov til at begrænse det antal børn, vi vil have?

Ja, det mener jeg, vi har. Som forældre er vi blevet medskabere. Vi har fået nedlagt evnen til at sætte børn i verden - men vi er ikke som dyrene alene underlagt naturlovene. Vi har fået evnen til at forstå, hvordan børn bliver til, for at bruge den. Man kan også med nogen ret mene, at generationerne før os på glimrende vis har opfyldt budet om at opfylde jorden.

I et lykkeligt ægteskab, hvor begge er raske, vil der, hvis man ikke tager forskellige forholdsregler blive født 10 - 15 børn. Dette antal kan man have forskellige grunde til at begrænse, som må være op til det enkelte pars samvittighed og ansvar. Kun de to kender rækkevidden af egne evner og kræfter.

Det, der for mig at se er det vigtige, er, at den prævention, der vælges, netop forhindrer børn i at blive til – det vil sige virker før befrugtningen er sket og ikke efter. Virker prævention først efter befrugtningen er der i virkeligheden tale om abort. I den sammenhæng er sterilisation en meget ansvarlig løsning.

Børn er imidlertid en fantastisk gave og det kan være svært at gennemskue en beslutning om ikke at skulle have flere børn. Derfor er det meget vigtigt, at beslutningen er gennemtænkt og - vigtigst af alt - er en fælles beslutning for de to, det vedrører.


Skrevet af:
Kerstin Hoffmann

Lagt på nettet 15.05.2006

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også