01.11.2005 12:00 Age: 19 yrs

Skrevet af:
Poul Hoffmann

Er "morgenstjernen" Jesus eller satan?

Hvem er morgenstjernen? Satan eller Jesus.?

Svar:

Svaret er "både-og".

Satan - den nedstyrtede morgenstjerne

Den mest nærliggende og almindeligst antagne forståelse er, at de jublende "morgenstjerner" i Jobs bog kapitel 38 vers 7 er engle, og at den nedstyrtede "morgenstjerne" i Esajas bog kapitel 14 vers 12 er den store faldne engel Satan, også kaldet Lucifer, hvilket betyder "lysbringer" på latin ( jf. 2. Koritherbrev kapitel 11 vers 14: "Satan selv giver sig ud for at være lysets engel.")

Man sammenholder stedet hos Esajas med Lukasevangeliet kapitel 10 vers 18, hvor Jesus siger: "Jeg så Satan falde ned fra Himlen som et lyn."

Den faldne engel, som Esajas taler om er ganske vist "Babylons konge", men bag den jordiske konge ser Esajas med sit profetiske blik Satan, som den egentlige hersker over det hedenske tyranrige. På samme måde taler Ezekiel senere om "Tyrus´ konge" (Ezekiels Bog kapitel 28 vers 12 ff) på en sådan måde, at det tydeligvis er Satan, han har for øje.

Jesus - den lysende morgenstjerne

Helt klart er det imidlertid, at Jesus i Åbenbaringsbogen kapitel 22 vers 16 taler om sig selv som "den lysende morgenstjerne", og at det også er ham, det drejer sig om i Åbenbaringsbogen kapitel 2 vers 28 og 2. Peter brev kapitel 1 vers 19. Han er den sande lysbringer (men kald ham endelig aldrig Lucifer!), og ligesom Morgenstjernen (planeten Venus) i perioder stråler på himlen før solopgang, varsler Kristi komme, at nu går verdensnatten med synd og død mod enden; snart kommer Gudsrigets solopgang med opstandelsen og det evige liv.


Skrevet af:
Poul Hoffmann

Lagt på nettet 01.11.2005

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også