Skrevet af:
Leif Andersen
Er min bøn ikke ligegyldig?
Svar:
Det er en meget rammende formulering af et dilemma, der altid har plaget både filosofi og teoretisk teologi. For det er ganske rigtigt, at hvis man ser rent teoretisk på Guds ”forudviden” og ”forsyn”, så vil den yderste konsekvens være, at min bøn ikke kan ændre på det, Gud allerede ved forud.
Men dette ville netop ikke indebære, at Gud og skæbnen er ligestillede, som du siger det – det ville betyde, at skæbnen stod over Gud; for så ville selv Gud ikke kunne beslutte noget andet end det, han allerede vidste på forhånd. Skæbnen – ikke Gud! – ville dermed være Den Almægtige. Gud ville være slave af sin egen forudviden om det, der skulle ske. Hans viden ville overtrumfe hans vilje! For han kunne ville lave ting om, så meget han ville – men allerede dette, at han på forhånd vidste, hvad der ville ske, ville lamme ham.
Det er for øvrigt også præcis sådan, man har tænkt både i nordisk og i græsk mytologi: Ikke engang guderne kunne gøre noget imod skæbnegudindernes bestemmelse.
Men sådan ser det bibelske gudsbillede ikke ud. Dér er, om man så må sige, Guds magt og vilje stærkere end hans viden! Derfor kan (som jeg nævnte det i det svar, du henviser til) Gud ”fortryde” eller ”angre” – ikke i den forstand, at han indser og retter op på sine egne fejltagelser, men i den forstand, at han ændrer sin oprindelige plan, fordi situationen nu er blevet en anden.
Det er rigtigt, at den mest gængse forståelse af Sl 139 er, at Gud kender mit liv og mine dage i detaljer, allerede inden jeg bliver født. Og deraf kommer megen skæbnetro – og nogle har sikkert også af den grund mere eller mindre opgivet den konkrete bøn som en mulighed.
Men Sl 139 handler ikke om skæbne. Den handler om Guds omsorgsfulde hensigt med hvert enkelt af sine børn. Når et menneske vrider sig ud af Guds plan, så er det ikke noget, Gud har bestemt; og det er ikke noget, han på forhånd havde formet. Når et menneske går imod Guds plan, så sker der noget, Gud aldrig havde villet eller bestemt.
Så prøv i stedet at vende det rundt: Vi ved (fra adskillige tekster – jeg nævner nogle af dem i mit oprindelige svar), at vores bøn kan ændre Guds plan. Vi ved, at Gud kan ændre sin vilje. Derfor kan Guds forudviden ikke være absolut skæbne. Det er sandt, at uanset hvordan man vender og drejer det, så bliver der noget uigennemskueligt og gådefuldt tilbage; men det kan næppe heller undre os, at vi ikke kan gennemskue forholdet mellem tid og evighed eller mellem Guds viden og Guds handlen. Det ville være mere mærkeligt, hvis vi kunne!
Så i praksis bliver den bibelske skildring af bønnens liv uændret: I praksis beder vi om, at Gud må ændre sin foreløbige plan og ændre sit foreløbige svar – i praksis ser vi dernæst eksempler på, at Gud sommetider ændrer sit svar. Så må vi leve med, at vi rent filosofisk og teoretisk ikke kan få det til at gå op.
Skrevet af:
Leif Andersen
Lagt på nettet 30.10.2012
