16.09.2010 12:00 Age: 14 yrs
Hans-Ole Bækgaard

Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard

Er der hierarki hos Gud?

Er der hierarki i Guds rige? Der står jo noget i Bibelen om, at man bliver belønnet/velsignet i Himmelen - fx at at den ydmyge tjener skal blive den største... og at nogle skal regere sammen med Gud osv. Og hvis der er et hierarki, hvordan kan der så være lige lykke og ingen misundelse?

Svar:

Det er et meget interessant spørgsmål, du stiller. Jeg vil gerne forsøge et svar, så langt min forståel­se rækker. Vi bevæger os nemlig ind på et felt, hvor vi ikke helt kan gennemskue tingene. Men det betyder ikke, at vi ikke kan have en god fornemmelse af den evige tilstand hos Gud ud fra Bibelen. Og derfor er det også muligt at beskrive disse forhold nærmere.

Lad os tage udgangspunkt i nogle ord af Jesus fra Matthæus-evangeliet kapitel 20: ”Den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.” (20,26-28).

I Guds rige er det omvendt

Sådan taler Jesus til sine disciple. I Jesu rige, Gudsriget, hersker der nærmest en omvendt ’model’, når det gælder om at være størst og mindst, træl eller leder, først og sidst.

Vi er vant til i vort hverdagsliv og i samfundet at skulle kæmpe om at være størst, først og bedst. Det er ikke ukendt, at albuer bruges til at føre sig selv frem på bekostning af andre og træde på folk, hvis det kan gavne min sag. Og skal man bidrage med noget eller hjælpe nogen, skal det som regel ske med et formål for øje, med fortjeneste, med fordele for ens egen sag.

Jesus er vores forbillede

Jesus siger, at det skal være anderledes blandt dem, som tilhører Ham og vil følge Ham – dem, som har del i Guds rige. Som i alle andre forhold må en discipel afspejle sin Herre. Det er dét, Jesus kalder os til. Vi må ligne Ham. Det gælder særligt på to måder:

1) Jesus har med sit eget liv vist, hvad det betyder at ofre, give afkald, gå i stedet for, bringe sig selv, være parat til at stå på den nederste plads, være en tjener osv. Herigennem viser Han os, hvad der er sand kærlighed, og hvad Han har gjort for os. Og så er Han samtidig et forbillede for os, så vi kan følge efter Ham og handle på samme måde over for andre.

2) Jesus er en person i den Treenige Gud. Faderen, Sønnen og Ånden er lige (uden hierarki) og er hver sin person (underordner sig hinanden i kærlighed). I denne Tre-Enhed virker Gud på en dynamisk måde, uden at den ene person er mere end den anden, men alle tjener de hinandens sag.

Ligeværdige tjenere

I Guds rige findes ordet ”hierarki” ikke! For det er ikke en del af Guds væsen – og det er ikke på den måde, at Jesus Kristus er trådt ind i vores verden som åbenbaring fra Gud. I stedet kunne man tale om et ”doulo-krati” (doulos = slave/tjener). Det betyder, at man som kristen lever sådan, som Jesus er og har vist … som en tjener, der afspejler Gud.

At leve på denne måde er at leve i lydighed mod Kristus og leve som et Guds barn, der er som en duft af Paradis her i verden. Og at leve sådan knytter Gud sin velsignelse til og vil lønne på sin måde. Vi kan måske tale om, at Gud lader sin herlighed bryde frem over os, men det har altså Ham som mål og ikke vores individuelle, egoistiske åndeliggørelse, som vi kan prale af.

Til Guds ære

At leve sådan her i verden er samtidig en afspejling af den evige, himmelske tilstand, som vi skal være i på den nye jord. Heller ikke her er der hierarki! Enhver, som bliver frelst, får givet at være medarbejder for Guds sag i evigheden. Og ja … det kan være på forskellig vis, og Gud kan bruge os forskelligt til den tid, sådan som det sker nu. Men det medfører ikke, at vi ikke alle er lige i Kristus. Og det betyder fortsat, at det alt sammen sker til herliggørelse af Guds navn – og ikke til at bruge til eget praleri eller selvhævdelse. Da alt har Gud for øje og sker til Guds ære, så er der heller ikke basis for misundelse og ødelæggende konkurrence osv. Alle vil i evigheden være lige lykkelige eller salige, fordi de er frelst af Kristus.


Hans-Ole Bækgaard

Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard

Lagt på nettet 16.09.2010

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også