Venner og fjender

En dag, da Jesus kom til Simon Peters hus, var der så underligt stille og mørkt i hele huset. Alle hviskede og listede sig omkring. Da Peter så Jesus, rystede han bekymret på hovedet og forklarede: »Det er min svigermor. Hun er meget syg og har høj feber.«

Jesus nikkede forstående, og gik så ind i det værelse, Peter lige var kommet ud af. Derinde fandt han kvinden liggende i sengen, indtørret og brandvarm af feber. Hun trak vejret hurtigt og gispende. Jesus så på hende et øjeblik, tog så hendes hånd og løftede hende op. Ved hans berøring forlod feberen kvinden, og hun var med det samme helt rask.

Nu fyldtes huset af en helt anden stemning. Folk lo og talte glade med hinanden. Peters svigermor havde det så godt, at hun stod op og serverede aftensmad for dem alle sammen.

Men de mennesker, der kom for at se og høre Jesus, var ikke alle sammen venligsindede. Det var ikke kun trængende og søgende mennesker; ikke kun mennesker, der ville tro på ham. I mængden så man også mistænksomme og misfornøjede ansigter.

Nogle af de utilfredse og fjendtlige var skriftkloge, der studerede Guds lov. Nogle af dem var farisæere, som prøvede meget nøje at overholde ikke bare den skrevne lov, som den var givet af Moses, men også de mange mindre love og regler, som generationer af lærere havde føjet til siden da. De mente og lærte andre, at hvis man holdt alle de små love, så kunne man aldrig komme til at bryde de store.

Når de kom til Jesus, var det mest for at fange ham og bevise, at han i ord og gerning havde brudt en lov, stor eller lille, skrevet eller uskreven.

Når Jesus så ud over mængden og lagde mærke til de fjendtlige ansigter imellem de syge og søgende, blev han grebet af sorg over disse menneskers hårdhjertethed. De var som hårde sten på en pløjet mark.

En dag på sabbatten bemærkede Jesus en mand, hvis hånd var helt vissen. Ved siden af manden så han en farisæer. De stod begge i den menneskemængde, der den dag fulgte Jesus.

Jesus sagde så til manden med den visne hånd: »Kom herhen.«

Manden trådte frem, og nu kneb farisæeren øjnene sammen og betragtede opmærksomt Jesus. »Hvis nu Jesus helbreder manden,« tænkte farisæeren, »så har han faktisk arbejdet på sabbatten. Og hvis han arbejder på sabbatten, har han brudt Guds lov, der forbyder alle at arbejde på hviledagen.«

Jesus så på farisæeren og vidste lige præcis, hvad manden tænkte.

»Lad mig stille dig et spørgsmål,« sagde han så.

»Mig?« spurgte farisæeren overrasket.

»Ja, dig.« 

Jesus rakte ud og tog den syges visne hånd i sin. »Hvad siger loven om sabbatten? Er det tilladt at gøre noget godt eller at gøre noget ondt?«

Farisæeren svarede ikke. Han så forvirret, men også tænksom ud.

»Hvis nu dit får falder i en grøft på sabbatsdagen,« fortsatte Jesus i et skarpere tonefald, »vil du så ikke redde det får – selv om det er sabbat?«

Stadig intet svar fra farisæeren.

Jesus løftede den syge hånd op i luften. »Og et menneske!« sagde han vredt. »Er et menneske måske ikke mere værd end et får? Forstår I da ikke, at sabbatten er skabt for menneskets skyld og ikke omvendt?!«

Farisæeren fandt stadig intet at svare, selv om tankerne kørte rundt i hovedet på ham.

Jesus vendte sig så til manden med den syge hånd og sagde med rolig og venlig stemme: »Ræk din hånd frem.«

Manden tog hånden ud af Jesu hånd og holdt den op foran sig. Hånden så helt normal ud, og manden kunne nu pludselig bevæge håndled og fingre helt normalt. Hans hånd var blevet rask igen.

I den forvirring, der fulgte, listede farisæeren og hans venner sig lige så stille væk. De tænkte kun på, hvordan de kunne ødelægge det hele for Jesus og blive af med ham.

Lagt på nettet 29.01.2001