26.10.2016 13:48 Age: 8 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Teorien om alting

Forskere leder efter ”Teorien om alting”, der skal samle alle lovmæssigheder om livets indretning. Har vi ikke allerede den i Bibelen? Nej – men vi har noget, der er endnu vigtigere: sandheden om, hvad der er vigtigst at vide om alting.


Mand ved tavle

Foto: Getty Images/iStockphoto

Teorien om alting  - den overskrift gjorde mig simpelthen nysgerrig, da jeg så den i en avis. Artiklen handlede om nogle forskere, der prøver at finde teorien, der indeholder alle lovmæssigheder om livets indretning – populært kaldet ”Teorien om alting”. Det var åbenbart ingen nyhed, at forskere gør det. Nyheden er, at ganske almindelige private borgere støtter forskningen økonomisk. For den traditionelle forskningsstøtte går til projekter, der har mere umiddelbar gevinst for samfundet.

Der er system i verden

”Hmm…” tænkte jeg, ”jeg støtter vel egentlig en forskning i teorien om alting, hver gang jeg betaler kirkeskat”. Jeg ved godt, at der nok i forskningsprojektet udelukkende er tænkt på fysiske lovmæssigheder. Men mon ikke netop det er en indsnævring af virkeligheden, der kan gøre opgaven ret umulig? I hvert fald kender jeg kun én, der kan give os ikke alene teorien, men faktisk virkeligheden omkring alting. Det er naturligvis ham, der har lavet alting: Gud, den almægtige.

Netop troen på Gud var årsagen til den moderne naturvidenskabs opståen. Når man nu troede på, at Gud havde designet hele verden, så måtte der jo være et system i den. Og derfor gav det mening at udforske den og prøve at finde lovmæssigheder. Havde hele naturen kun været styret af guder og magi og åndelige kræfter, havde det projekt ikke givet mening.

Bibelens beskrivelse

Jeg ved ikke, om Gud har lavet verden, så man kan sætte alle fysiske lovmæssigheder sammen til én kort beskrivelse. Det kunne virkelig være spændende at se denne beskrivelse og det kunne føre til megen ny nyttig viden. Men jeg tør tro, at Gud har styr på det hele.

Bibelen kan vel ikke kaldes ”Sandheden om alting” forstået på den måde, at den fx ikke fortæller mig om afstanden fra Jorden til Månen. Men den fortæller mig, at afstanden er lige præcis den, Gud har sat den til at være. Og det er for mig det vigtigste.

Bibelen fortæller mig, at midt i en verden, hvor vi mennesker har lavet så meget rod, har Gud alligevel fat i den lange ende og styrer denne verden, indtil han laver en ny og meget bedre verden. Så Bibelen er vel ”Sandheden om det vigtigste i verden og om grundlaget for alle ting”. Så jeg betaler kirkeskat med glæde.


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 26.10.2016

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også