Påskesøndag: Han lever!

Da det blev daggry søndag, den første dag i ugen, skælvede jorden i sin grundvold. Men de tre kvinder, der var på vej ud til Jesu grav, var så nedbøjede af sorg, at de dårligt bemærkede det. Maria Magdalene, Jakobs mor Maria og Salome vandrede stille og højtideligt af sted. De var på vej ud for at salve Jesu døde krop, før den begyndte at forrådne og gå i opløsning. »Søstre,« hviskede Maria Magdalene pludselig, »hvem skal rulle stenen væk for os?« De andre svarede ikke. De havde ikke noget svar. Men da de kom til graven, gav svaret sig selv. Stenen var allerede rullet til side! Indgangen til graven stod åben – et sort, gabende hul. De gik forsigtigt nærmere og så ind i graven. Og graven var tom! Den døde krop var der ikke mere!

Pludselig så de to høje mænd i hvide klæder. Kvinderne blev skrækslagne. »Hvorfor søger I den levende blandt de døde?« spurgte den ene af de hvidklædte. »Kom og se det sted, hvor han lå. Se, han er der ikke mere. Han er opstået fra de døde, som han sagde, han ville.«

Men Maria Magdalene var ikke blevet der længe nok til at høre de ord. Straks hun så den tomme grav, smed hun krydderierne fra sig, hankede op i skørterne og løb i fuld fart hele vejen tilbage til byen. Hun troede, hun vidste, hvad der var sket. »Peter!« råbte hun og brasede ind på hans værelse. Den store discipel greb fat i hende og ville trøste hende, fordi hun virkede så fortvivlet. Men Maria råbte: »Peter, de har stjålet Herrens legeme, og vi ved ikke, hvor de har lagt det.«

Peter slap hende øjeblikkelig og løb ud. Johannes løb efter ham. Maria kom bagefter igen og nåede tilbage til graven, lige da Johannes trådte ind i den. Hun kunne se disciplene sidde på hug inde i graven, men selv holdt hun sig på afstand. Hun stod og vred sine hænder og prøvede fortvivlet at lade være med at græde. En gang imellem stampede hun i jorden af vrede og sorg. »Væk,« klynkede hun. »Hvorfor har de dog taget ham? Kunne de ikke lade ham ligge i fred?«

Nu kom Peter og Johannes igen ud af graven. De missede lidt mod lyset og gik så hen imod hende. Hun løb dem i møde med hænderne på kinderne.

»Hvad så I?« spurgte hun i en hvisken.

»Han er væk,« svarede Peter kort.

Straks brast Maria i gråd. »Jeg vidste det! Jeg vidste det!«

»Men det er nu mærkeligt,« sagde Peter så, »gravklæderne er i uorden, men det klæde, han havde over ansigtet, ligger pænt foldet sammen i hjørnet. Det er faktisk meget mærkeligt.« Peter fortsatte sammen med Johannes ind til byen, mens han spekulerede og undrede sig.

Maria blev ved graven, og nu vældede sorgen op i hende igen, og hun græd voldsomt. Tårerne strømmede ned ad hendes kinder og dryppede fra hendes næse. Hun vaklede hen mod graven, støttede sig til muren og bøjede sig ned for at kigge ind ad åbningen.

På den stenbænk, hvor Jesus havde ligget, sad der nu to engle – en i hver sin ende. »Kvinde,« sagde englene, »hvorfor græder du?« Hun snøftede og svarede: »Fordi de har taget min Herre væk, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.«

Hun vendte sig igen væk fra gravens mørke indre, og da så hun Jesus stå foran sig i sollyset. Men hun genkendte ham ikke i det stærke lys og gennem sine egne tårer. Hun troede, det var gartneren.

»Kvinde, hvorfor græder du?« spurgte også han. »Hvem leder du efter?«

»Åh, herre,« sagde hun grædende, »hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Da pludselig, med et enkelt ord, vendte Livet og Lyset tilbage, og Sandheden åbenbaredes. Det var et almindeligt ord, men det indeholdt en verden af kærlighed. Det var hendes eget navn.

Jesus kaldte hende ved navn. »Maria,« sagde han. Med sine ører hørte hun den stemme, hun kendte og elskede, og hendes hjerte sprang af glæde. Hendes tårer blev til glædestårer, og hendes hulken blev til en glad latter.

»Mester! Min Herre og Mester!« Hun rakte armene ud imod ham.

Men Jesus veg tilbage. »Rør ikke ved mig, Maria,« sagde han. »Jeg er endnu ikke vendt tilbage til Faderen. Gå tilbage til mine brødre, disciplene, og sig til dem, at jeg nu stiger op til min far og deres far, min Gud og deres Gud.«

Hvor hurtigt og let hun dog løb, Maria, da hun skyndte sig tilbage til disciplene. Hvilken jublende og uudslukkelig glæde lyste der ikke ud af hende, da hun gav dem beskeden fra deres opstandne Herre. Så glad var hun, at selv deres vantro ikke kunne kvæle jubelen. Maria løb videre til de andre kvinder for at fortælle det til dem, og de lo og glædede sig med hende, for kvinderne, kvinderne var Jesu første vidner.

Disciplene derimod – utålmodige Peter, blide Johannes, myndige Jakob og alle de andre – de tilbragte det meste af den søndag bag lukkede døre. De gemte sig af vejen i et lille indelukket lokale, for de var bange for, at de mennesker, der havde dræbt Jesus, også skulle komme efter hans disciple. Hele eftermiddagen herskede der en dyster stemning i det lille lokale, og først da det blev mørkt, vovede en af dem, Thomas, at snige sig ud efter noget mad.

Så pludselig stod Jesus midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer.« Disciplene svarede ikke. De veg tilbage og stirrede forskræmte på ham. Det var Jesu ansigt, det var hans krop, og det lød præcis som hans stemme. Men det kunne jo ikke passe! Og hvem havde lukket ham ind? Det var der ingen, der havde, og ingen havde hørt døren gå.

Langsomt rakte Jesus sine hænder frem imod dem med håndfladerne opad. De kunne se sårene efter sømmene ... »Jesus?«

Han skød sin kjortel til side, og dér på hans krop så de det store sår efter spydet.

»Herre? Mester? Jesus?« Pludselig udstødte Peter et brøl af glæde. Johannes faldt på knæ foran Herren og så op på ham med tårevædede øjne. De andre faldt hinanden om halsen og jublede.

»Herre, det er virkelig dig!« Det var Jesus og ingen anden. Det var ikke noget spøgelse, det var Jesus, der var blevet levende igen, Jesus i kød og blod! Igen sagde Jesus: »Fred være med jer.« Fred havde han lovet dem før sin død, og fred havde de nu fået i sindet. »I har været mine elever igennem de sidste år,« sagde Jesus. »Nu gør jeg jer til mine apostle, mine sendebud, for nu sender jeg jer ud i verden, ligesom Faderen sendte mig til verden.«

Lagt på nettet 20.04.2003