05.12.2012 12:00 Age: 12 yrs
Arne Olesen

Skrevet af:
Arne Olesen

Lyset inviterer til fest

Vi mennesker kan ikke leve uden lyset. Og i disse uger minder årstiden os på en særlig måde om, at lyset ikke er en selvfølge

Vi mennesker kan ikke leve uden lyset. Og i disse uger minder årstiden os på en særlig måde om, at lyset ikke er en selvfølge. Langt de fleste af os længes mod varmere og lysere dage.

Advents- og julelys

Parallellen til det åndelige liv er påfaldende. I adventstiden bliver det ekstra tydeligt for os på den nordlige halvkugle. Jeg tænker selvfølgelig på advents- og julelysene, der er meget iøjnefaldende i den mørke tid.

I åndelig forstand lever mennesker i et konstant mørke - undtagen der, hvor evangeliet om Jesus får lov til at lyse op.

For Guds ord er det eneste, der kan oplyse et menneske, så der virkelig bliver lyst. Mørke, dystre og destruktive tanker har let spil, hvor lyset er fraværende. Vi får det bekræftet hver dag gennem mediernes flittige informationer om nøden og elendigheden overalt i verden.

Der er mange ligheder mellem tiden i dag og tidspunktet, hvor Jesus blev født. På den ene side var der en åndelig forventning. På den anden side virkede mørket uigennemtrængeligt.

Verdens lys

Men midt ind i dette mørke kommer Jesus, som er verdens lys. Han kan lyse op, så vi opdager, at vi har brug for en frelser. Han elsker os så højt, at end ikke udsigten til pine og død kunne holde ham væk fra denne åndeligt mørke jord.

Ham må du få lov at komme til med alt dit mørke. Alle de skrækkelige og syndige tanker og handlinger. Alle dine bekymringer for dit og dat. Han magter at tænde lyset også i dit liv og i din hverdag. Han formår at skabe den tro, der klamrer sig til den evige og almægtige Gud og hans søn!

Jesus er stadigvæk verdens lys, det eneste lys, der virkelig kan gøre en forskel i dit liv. Derfor er der også god grund til at fejre og feste i advents- og juletiden.


Arne Olesen

Skrevet af:
Arne Olesen

Lagt på nettet 05.12.2012

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også