11.06.2002 12:00 Age: 22 yrs

Skrevet af:
Leif Andersen

Kan skjult synd forhindre Guds hjælp?

Tak for dit spørgsmål. Det er meget vigtigt at holde tungen lige i munden her; for selv om man godt kan blive helt klar over, om man går på den rigtige vej eller ej, så er der (som du åbenbart godt er klar over) mere end én faldgrube ved siden af vejen! Så jeg vil dele det op i nogle punkter:

1. Det er meget vigtigt at skelne imellem: “ikke kan sætte ord på” en synd og “ikke vil sætte ord på” en synd! Der er altid synd, som vi ikke ved om. Og hvis vi slet ikke ved om den, så kan vi heller ikke sætte ord på den. Det er derfor, vi tager det altsammen under ét i Fadervor: “Forlad os vor skyld” – det omfatter også den skyld, vi ikke selv er klar over. Dér er ingen fare.

Men hvis vi (i et eller andet omfang) godt er klar over, hvad der er galt, så bliver det farligt, hvis vi så ikke vil sætte ord på det. Det med at angre handler nemlig ikke så meget om det med følelser, men mere om: Er jeg villig til at bekende det?

“Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder” (1 Joh 1,9).

2. Nogle gange er det ikke et enten-eller, om man er klar over en bestemt synd eller ej. Det kan være noget med, at man aner det; det kan være noget med, at man ikke er helt klar over, om det var forkert eller ej.

Da er det vigtigt at spørge sig selv, om man er villig til at se ting i øjnene. Og man må bede Gud om at åbne ens øjne.

Har man bedt ærligt om det, så er det OK at sige det til Gud med den usikkerhed, man nu engang bærer på: “Gud, jeg ved ikke rigtig, om det var galt; men det var det muligvis. Vil du ikke godt tilgive mig det, hvis det var?!”

3. Man kan godt gå og nægte at se en ting i øjnene – fx noget, man bør gøre op med eller indrømme, og så skyde sig ind under: “Jamen Gud må jo vise mig det, hvis det var galt” (selv om man egentlig godt ved, at det var det!). Det er kort sagt lige så vigtigt at være ærlig over for sig selv som over for Gud!

4. Men der er også et par grøfter på den anden side af vejen! Man kan nemlig blive så optaget af at gå og spekulere på, om man nu har fået alt med i sin bøn om tilgivelse, og om der nu ligger et eller andet skjult, man ikke ser i øjnene, at man helt glemmer det helt indlysende – det, der ligger lige for næsen af én!

Der er fx mange, der beskæftiger sig utrolig meget med, om de nu lever rent og rigtigt over for Gud, men slet ikke tager sig af, om de nu er venlige og hjælpsomme og tålmodige og overbærende over for deres medmennesker! Og så kan de blive helt utålelige og vrissende og selvoptagede i deres velmente fromhed ...

5. En anden fare kan være, at man bliver overtroisk i det med “velsignelsen” – du nævner, at en eller anden bestemt synd jo godt kunne ligge og spærre for Guds velsignelse.

Mange tænker nemlig uvilkårligt, så snart de bliver ramt af en eller anden sorg eller et eller andet uforklarligt, eller hvis de beder og beder og ikke får det, de beder om, at så må de jo have gjort noget forkert, så Guds velsignelse nu er forsvundet fra deres liv!! Den der med: “Hvad har jeg dog gjort?!” ligger snublende nær for al slags overtro og gerningsretfærdighed – men selv om også den ser from ud, så er det altså en frygtelig misforståelse. Man kan ikke på den måde læse ud af ulykkerne eller glæderne i ens liv, om man nu er under velsignelse, og om man nu bliver straffet for et eller andet mystisk, man måske har gjort ...

Om man har gjort noget bestemt forkert, det skal man ikke læse ud af ulykkerne eller glæderne i ens liv, men ud fra Guds ord: Har man overtrådt Guds bud, eller har man ikke?!

6. Hvis man har overtrådt Guds bud, eller hvis man har såret og svigtet andre, så skal man bede om tilgivelse – altid til Gud og sommetider også til mennesker. Og så skal man tro på den tilgivelse. Når man har bedt om den, så har man også fået den. For Gud viser ikke den bort, der kommer til ham.

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 11.06.2002