Julen varer lige til påske

"Så’ det jul igen, og så’ det jul igen, og julen varer li’ til påske".

Det er jo ikke ligefrem en af julesalmerne, men det sjove er, at sangen udtrykker en vigtig sandhed. Eller to.

For det første: Det er hammerærgerligt, at vi får hældt julen ind af brevsprækker og ind i hovedet og alle andre steder lige fra en gang i november, ja såmænd nogle steder allerede i oktober. Kunne nogen ikke lave en lov imod alt det utidige juleri. Vi får så meget jul inden jul, at når vi omsider skal til at fejre den, så er vi omtrent mætte, og kan kun lige klare nogle dage, så er det ud med juletræet, og samfundsmaskineriet kører igen for fulde omdrejninger.

Oppe i Norge, hvor jeg har været præst, kunne de finde ud af at fejre jul til et stykke ind i januar.

Det var pragtfuldt. En relativt stille og rolig optakt i december og så ellers fuld damp på den rigtige jul fra den 24. og et par uger frem. Når mørket og sneen rigtig havde sænket sig, så pakkede alle sig sammen i husene, og så fik den ellers på alle jule-tangenter. Hjemme hos os havde vi det årlige julegilde mellem jul og nytår med 40-50 mennesker, som afsluttedes med, at vi dansede gennem hele præstegården, mens vi skrålede ”Så’ det jul igen”. Og selvom den altså ikke varede helt til påske, så varede den længe. Af samme grund smider vi aldrig juletræet og hele julepynten ud før henne i 2. eller 3. uge af januar. Og i samme periode tænder vi stadig lysene på juletræet og synger de pragtfulde julesalmer indimellem. Hermed videregivet som en knaldhamrende god idé.

For det andet: Julen varer i dybeste forstand lige til påske. Jul og påske hører fuldstændig sammen. Man kan ikke tage det ene uden det andet. Jo, jeg ved godt, at mange i praksis gør det – nøjes med julegudstjeneste, stort set. Men det er omtrent som at stoppe midtvejs i en drøngod film uden at se den færdig. Hvor mange gør det? Og så drejer jul og påske sig endda om vores virkelige liv. Filmen kan man jo altid håbe at se igen. Men det duer ikke med jul og påske. Enten er man med hele vejen, eller også er man ikke. Enten får man fat i den afgørende pointe, at ham der lod sig føde en kold vinternat, han ville meget mere end at være et nysseligt julekrybbebarn. Han ville være hele jordens Konge og Frelser med korset som sit mærkværdige våben mod al djævelskab på jorden. Går man glip af denne pointe, kan det i bund og grund være ligemeget med julen.

Hva’ så – er jeg ved sige, at man ligeså godt kan blive hjemme fra gudstjeneste, hvis man kun kommer til jul? Nej, nej og atter nej. Lad det for alt i verden blive propfuldt, som det plejer. Når man nemlig sidder der og svømmer hen i den gode julestemning, så kan det jo være, at ordene fra julesalmerne pludselig ta’r ved én. Ordene om, at ”os er i dag en frelser fød”. Det er jo påske, så det forslår. Frelser uden kors og opstandelse – det er der ikke noget, der hedder.

Så kom og giv den en på julekassen, så er der nemlig en risiko/chance/mulighed for, at du ender med at blive hængende til påske. Og så er der for alvor ved at være noget ved det.

Lagt på nettet 18.12.2008