Judasevangeliet er ikke troværdigt

For nogle år siden dukkede en ny tekst op fra oldtiden. Den havde det særegne navn: Judas-evangeliet. Det rokker på ingen måde ved troværdigheden af de fire evangeliers fortællinger om Jesus. Judas-evangeliet er mindst 100 år yngre end f.eks. Markus-evangeliet. Og alene af den grund er det meget usandsynligt, at Judas-evangeliet skulle være klogere på det med Jesus end de bibelske skrifter.

Håndskriftet stammer sikkert fra ca. år 300 eKr., men selve den oprindelige tekst menes at være et skrift, som kirkefaderen Irenæus ca. år 180-185 eKr. henviser til. Man regner derfor med, at Judas-evangeliet er affattet omkring år 160-170 eKr. Det er dermed skrevet ca. 100 år efter de skrifter, som er samlet i Det Nye Testamente.

Sådanne tekster kan kaste et nyt lys over den tid, som de stammer fra, og vi bliver fascineret af at se tekster, som er meget meget gamle. Fundet af Judasevangeliet blev da også betragtet som en sensation, og det kunne i en avis-overskrift hedde: “Judas-evangeliet ændrer synet på Jesus”. I TV-avisen blev seerne belært om, at præsterne op til påske var ved at skrive deres prædikener om, for nu kunne man ikke længere stole på bibelteksternes billede af Judas Iskariot.

Seriøsiteten er ikke stor, når man med sådanne argumenter angriber den klassiske kristne tro.

Kirken samlede i de første generationer efter Jesus på beretninger om Jesus, og det udmøntede sig i de fire evangelier. Disse evangelier anvendte man rundt om i menighederne i de første århundreder. Man fæstede lid til dem som kilder til den historiske Jesus, og kirkefædrene anså allerede fra starten f.eks. Judas-evangeliet for at være et falsum.

Sagen er jo den, at der kommer et helt andet billede af Jesus til udtryk i Judas-evangeliet end i de fire kanoniske evangelier. Jesu død og opstandelse spiller overhovedet ikke nogen rolle i Judas-evangeliet. Vi har at gøre med en lære, der står i klar konflikt med det budskab, som apostlene forkyndte. Paulus ville ikke vide af andet end Jesus Kristus som korsfæstet (1 Korintherbrev 2,2).

Pointen i Judas-evangeliet er, at det enkelte menneske rummer en guddommelig gnist, som Jesus vil frigøre. Mennesket skal finde ånden inde i sig selv og forsage verden. Det er en tanke, som er typisk for det, som kaldes gnosticisme, og som på mange måder er i slægt med moderne new age tankegang. Men bibelske lære er det ikke.

Det vil altid være populært at stille spørgsmålstegn ved den kristne kirkes tro og lære. Pressen er drevet af sensationslyst. Når et skrift problematiserer NT’s skildring af Jesus, passer det som fod i hose til den gængse relativisering af sandheden. Man får det indtryk, at der ikke findes én, men mange sandheder om Jesus, og den ene kan være lige så god som den anden.

Men hverken Judasevangeliet eller bestselleren Da Vinci Mysteriet kan anfægte troværdigheden i de bedste kilder, vi har om Jesus, nemlig Det Nye Testamente.

Lagt på nettet 10.05.2006