28.05.2002 12:00 Age: 23 yrs

Skrevet af:
JesusNet.dk

Jesus og Jehova

Jehovas Vidner mener, at kirkens traditionelle lære om Jesus er et religiøst bedrag, som kirkens ledelse bevidst har forført kirkens medlemmer ind i. Og kirkens folk mener omvendt, at Jehovas Vidners lære er en religiøs fejltagelse, som fører folk væk fra hovedsagen i kristendommen. Det er ikke småting, sagen drejer sig om. For hvis Jesus kun er en skabning, må vi ikke tilbede ham!

Man skal ikke læse meget i Bibelen for at finde ud af, at Jesus både er Marias søn og Guds søn. Det store spørgsmål frem for alle andre er så, om Jesus som Guds søn blot er en skabning som vi mennesker eller også er evig som Gud Fader selv. Jehovas Vidner hævder det første og kirken det sidste.

Jehovas Vidner mener, at kirkens traditionelle lære om Jesus er et religiøst bedrag, som kirkens ledelse bevidst har forført kirkens medlemmer ind i.

Og kirkens folk mener omvendt, at Jehovas Vidners lære er en religiøs fejltagelse, som fører folk væk fra hovedsagen i kristendommen.

Må vi tilbede Jesus?

Det er ikke småting, sagen drejer sig om. For hvis Jesus er en skabning, må vi ikke tilbede ham, og omvendelse til ham er afgudsdyrkelse. Modsat bør vi tilbede ham som den sande Gud og vende os til ham som sandheden og livet, hvis han er Guds skaberord og ét med Gud.

Eller set fra en anden synsvinkel. Hvis Jesus er en skabning kan han kun give os meddelelser fra Gud. Hvis Jesus er Guds skaberord, så kan han nyskabe os.

Uenigheden drejer sig ikke om, at Jesus som Marias søn er en skabning. Det har kirken altid bekræftet. Og det er Jehovas Vidner enige i. Uenigheden drejer sig om Jesus som Guds søn. Her er vi ved hjertepunktet i striden mellem Jehovas Vidner og kirken.

Skaber eller skabning

For at gøre en lang historie kort så vil jeg pege på, at striden drejer sig om, hvilken målestok, man skal anvende for at finde ud af, hvem Jesus er. Jehovas Vidner mener, at man skal måle ham med Gud Fader, og da vil konsekvensen altid være, at han er mindre end Faderen. Følgelig må han være en skabning, og da er han ikke guddommelig.

Kirken derimod mener, at man skal måle ham med skaberværket, og da vil konsekvensen altid være, at han er over og før skaberværket, ja endog, at skaberværket er skabt ved ham. Følgelig er han på Skaberens side og derfor guddommelig.

Svagheden ved Jehovas Vidners argumenter er, at de på den ene side vil bevise, at han er en skabning, men på den anden side ikke kan opvise nogen bibelcitater, der taler om, at Jesus er en skabning. De kan kun opvise bibelcitater, der taler om, at Jesus er

  1. begyndelsen (Ordspr 8,22),
  2. al skabningens førstefødte (Kol 1,15),
  3. Guds skabnings ophav (Åb 3,14)
  4. født af Gud (Ordspr 8,24-26) ligesom alt skabt er født af Gud eller udgået fra ham
  5. Guds søn, der i fuldendelsen skal underlægge sig Gud Fader ( 1 Kor 15,28)
  6. den énbårne (Johs 3,16)
  7. formidleren mellem Gud og mennesker (1 Tim 2,5)
  8. en kort tid ringere end englene (Hebr 2,9)
  9. en løsesum (1 Tim 2,6)
  10. en person, der beder til og samtaler med Gud (Johs 12,28)
  11. Guds tjener underlagt Guds bestemmelse om, hvem der skal flankere ham i fuldendelsen (Matt 20,23)
  12. uvidende om tidspunktet for sin genkomst (Matt 24,36)
  13. en, der kun vil kalde Gud for god (Mark 10,18)
  14. en, der intet gør af sig selv (Johs 5,19)
  15. en, der altid omtaler Gud som “min Gud” (Matt 27,46) mens Faderen aldrig omtaler Sønnen således
  16. synlig, hvorimod Gud er usynlig (Johs 1,18)
  17. dødelig, hvorimod Gud er udødelig (1 Tim 6,16)
  18. en, der kan fristes, hvorimod Gud ikke kan fristes (Jak 1,13)
  19. Jehovas Vidner kan ikke opvise nogen bibelcitater, der siger, at Jesus er en skabning eller skabt - med én undtagelse, Ordsprogenes Bog 8,22-23, hvor ”Guds visdom” siger: Som begyndelsen på sine handlinger skabte Herren mig,
    som det første af sine værker dengang.
    Fra evighed er jeg dannet, fra begyndelsen, før jorden blev til.

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at jeg mener, at dette afsnit er forkert oversat. Jeg mener efter grundige sproglige undersøgelser, at oversættelsen fra 1871 har forstået teksten rigtigt. Denne oversættelse bygger på en meget lang oversættelsestradition, som først brydes med oversættelserne af 1931 og 1992. Oversættelsen af 1871 lyder sådan: 

Herren eiede mig som sin Veis Begyndelse,
forud for sine Gjerninger, fra Fordums Tid.
Fra Evighed er jeg indsat, fra det Første af, for Jorden var.
 

Da jeg er overbevist om, at denne oversættelse er rigtig, er jeg også overbevist om, at Jehovas Vidner ikke kan henvise til et eneste bibelcitat, der viser, at Jesus er skabt og altså skulle være en skabning.

Jesus står på skaberens side

Tværtimod er der flere steder, som med tindrende klarhed viser, at han er på Skaberens side over skaberværket: 

Kolossenserbrevet 1,16b-17:

Ved ham og til ham er alting skabt.
Han er forud for alt,
og alt består ved ham.
 

Og Åbenbaringsbogen 5,13:

Og hver skabning
i himlen
og på jorden
og under jorden
og på havet med alt, hvad de rummer,
hørte jeg sige:
Ham, der sidder på tronen, og Lammet,
være pris og ære og lov og magt i evighedernes evigheder.
 

Hele skabningen står overfor en anden, som derfor er udenfor skabningen eller over den. Det siges tydeligt, at denne skaber er ham, der sidder på tronen (altså Gud Fader) og Lammet (altså Jesus). Jesus står altså på Skaberens side, ikke på skabningens side.

Selv om Jesus er afhængig af Gud, tjener ham, taler med ham, ikke er udødelig osv., så gælder det alligevel, at han er forud for alle skabte ting.

Skønt han er en anden person end Gud Faders person og derfor kan tale med sin himmelske Fader, så hører de alligevel hjemme i samme guddommelige kategori, Skaberens, den ikke-skabtes kategori.

Jehovas Vidner tager altså fejl når de afviser Jesus som Guds søn og ét med skaberen. Og dette får skæbnesvangre konsekvenser for, hvad Jesu liv betyder, og hvad han har gjort for os.

Det betyder nemlig, at Jesus ikke længere er en stedfortrædende frelser, der i vores sted møder og bærer Guds dom og straf for alle menneskers synd. For Jehovas Vidner er Jesus derimod kun et menneske, om end et fuldkomment menneske, hvis død alene skal modsvare og opveje det tab som Adams synd har påført hele menneskeheden. Og det er noget ganske andet end det, som Bibelen lærer.

Du kan læse mere om Jehovas Vidners lære om Jesu død og menneskers frelse i artiklen ”Hvad Jehovas Vidner lærer om Jesu død”


Skrevet af:
JesusNet.dk

Lagt på nettet 28.05.2002

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også