17.09.2013 12:00 Age: 11 yrs
Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Jesus er for alle

Noget af det, der særligt fascinerer mig ved Jesus er, at overfor ham står vi alle sammen fuldstændig lige. Troen på Jesus er helt uafhængig af min klogskab, min erfaring, min succes eller min religiøsitet. Intet af det tæller i mit forhold til Jesus.

Knivskuffe

På et tidspunkt udbryder Jesus: "Jeg priser dig, Far, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult det her for de overlegne og selvkloge. I stedet har du åbenbaret det for de ydmyge. Ja, Far, det var din vilje, at det skulle være sådan." (Lukasevangeliet 10,21; Bibelen på hverdagsdansk)

Det vigtigste

Jesu disciple er lige kommet tilbage fra en tur, hvor de har oplevet store ting og er helt oppe at køre over, at mennesker er blevet helbredt og hjulpet af den kraft Jesus har givet dem. Og Jesus glæder sig med dem. Men han understreger også for dem, at det vigtigste er, at "jeres navne er indskrevet i Himlen" - altså, at de er tilgivede og frelste til evigt liv.

Alle kan være med

Disciplene var ikke alle de skarpeste knive i skuffen. Men de vidste hvem de skulle følge og holde sig til. Det samme gælder os i dag. At få sit navn indskrevet i himlen er ikke forbeholdt dem med en særlig åndelig forståelse eller dem med det pæneste liv. Det er en gave, som gives til enhver der blot sætter sin lid til Jesus. Enhver som - bevidst eller ubevidst - bekender sin afhængighed af himlens og jordens herre.

Her kan alle være med. Både det lille barn og den gamle livskloge mand. Stofmisbrugeren og den succesrige advokat. Kassedamen og præsten. Den smarte og den uheldige. I troen på Jesus står vi alle helt lige. Og dog: de ydmyge og hjælpeløse har en klar fordel fremfor de overlegne og selvkloge.


Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Lagt på nettet 17.09.2013

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også