Jesus begynder sin tjeneste
Jesus vandrede nu lige så stille til Galilæa. Han vendte tilbage til sin barndomsegn, men ingen lagde meget mærke til ham, og ingen vidste, hvem han virkelig var, og hvad han var kommet for at gøre.
En dag blev der holdt en bryllupsfest. Det var en fest som så mange andre. En lejlighed til at spise og drikke godt og slå sig lidt løs. Jesus så den stolte brudgom gå gennem Kanas gader på vej hen for at hente sin brud. Da parret kom samme vej tilbage på vej mod brudgommens hus, sluttede Jesus sig stille til bryllupsfølget.
I brudgommens hus var der dækket bord til alle gæsterne og forberedt et festmåltid. Alle satte sig og spiste og drak, fortalte historier og morede sig. Det var en bryllupsfest som så mange andre, hvor folk hyggede sig og var glade.
Men netop denne fest blev anderledes end alle andre. Denblev noget helt særligt og fantastisk. Det begyndte med et pinligt problem.
»De er løbet tør for vin,« kom Maria pludselig hen og hviskede til sin søn.
Jesus så på sin mor. »Hvorfor fortæller du mig det?« spurgte han. »Min tid er endnu ikke kommet.«
Maria sagde ikke mere til Jesus. I stedet gik hun hen til tjenerne, pegede på Jesus og sagde: »Gør alt, hvad den mand siger til jer.«
Nu stod der på gårdspladsen seks store stenkar. I hvert kar kunne der være cirka 100 liter. Jesus gik hen og kiggede på karrene og så, at de var tomme. Så sagde han til tjenerne: »Fyld karrene med vand.«
Tjenerne fyldte så alle karrene til randen. Da de blev færdige, sagde Jesus så blot: »Fyld nu et bæger og bring det til skafferen, så han kan smage det.«
En tjener dyppede så et bæger i det ene kar og bar bægeret hen til skafferen, som havde ansvaret for mad og drikke til festen. Skafferen drak af bægeret og kunne straks smage, at det var en rigtig god vin.
Skafferen gik så hen til brudgommen og sagde: »Hvorfor har du gemt den bedste vin til nu? Alle plejer da at servere den bedste vin først, og den lidt dårligere senere, når folk alligevel ikke kan smage forskel. Men den her vin er klart den bedste, jeg har smagt i dag. Hvorfor har du gemt den?«
Brudgommen vidste ikke, hvad han skulle svare, for han forstod det heller ikke selv. Kun tjenerne vidste, at vinen var et mirakel, at det var vand, som Jesus havde lavet til vin. Senere skulle Jesus gøre mange andre mirakler.
Efter det bryllup begyndte Jesus sin tjeneste. Nu tav han ikke længere stille og holdt sig i baggrunden. Nu trådte han pludselig frem og prædikede med stor klarhed og autoritet.
»Tiden er inde!« råbte han på markedspladsen, i synagogen, på gaden og i menneskers hjem. »Nu sker det. Guds rige er ganske nær. Hør, Israel! Omvend jer og tro på det glade budskab!«
Og folk kom hen for at lytte til ham, for hans prædiken var noget ganske nyt og strålende for dem. De følte det, som om der pludselig var tændt et håbets lys i deres livs mørke. De havde sukket i natten, men nu, her hvor Jesus var, kunne de endelig se dagen gry!
Rygtet om Jesus spredte sig over hele landet.
»Han prædiker med kraft og autoritet,« sagde folk. »Der er sandhed i hans ord!«
Fra alle retninger kom folk nu og samlede sig om Jesus for at mættes af hans ord, trøstes ved hans nærvær og modtage hans velsignelse. Lige meget hvorhen Jesus gik, flokkedes nødlidende mennesker omkring ham, for han tjente dem ikke kun i ord, men også i gerning.
Han gav de blinde deres syn tilbage, han fik de døve til at høre, og han befriede mennesker for de onde ånder, der plagede dem. Skarerne omkring Jesus voksede, flere og flere ville høre hans ord eller bede om hans hjælp. Jesu tjeneste var for alvor begyndt.
Lagt på nettet 29.01.2001