Hvordan bliver man en kristen?
Det er vanskeligt at stille et mere centralt og vigtigt spørgmål end det du har gjort. For den kristne tro kan kun være levende, hvis der er mennesker som er kristne og som ønsker at andre også bliver det. En kristen er ikke noget man er fra fødslen eller som man kan arve fra sine forældre. Derfor må enhver blive kristen, for at kunne være det.
En kristen tilhører Jesus
Nogle gange sættes der spørgsmålstegn ved om vi i Danmark stadig er et kristent land, fordi så mange med deres tro og livførelse vender ryggen til Gud og kirken. Men der er et flertal af kristne i Danmark, for et kristent menneske bliver man ved sin dåb. Det er ved dåben, at man kommer til at høre Jesus Kristus til. Det betyder ikke at alle døbte mennesker automatisk dermed er frelst, for man kan fornægte sin barnetro eller den kan fordufte i ligegyldighedens og verdslighedens tåger. Men er man døbt, så er man en kristen og som ordet "kristen" betyder, så er det én som hører Kristus til.
Dåben er en gave
Dåben er en gave, dvs. det er Gud der handler for os og med os. Selvom troen bekendes ved dåben, så hviler den ikke på vor tro, men har betydning alene i kraft af Guds nåde. Når et menneske bliver en kristen, så skyldes det Guds nåde, nemlig at han rækker ud til et menneske og tager det i sin varetægt. Det kræver nok en lidt grundigere forklaring.
Jeg vil nævne 3 ting, som vi får ved dåben og som vidner om, hvad det vil sige at være en kristen:
Gud bli'r vores FAR
For det første: Ved dåben får vi dét privilegium at vi kan kalde Gud vores far. Børn synes somme tider at de ikke har været så heldige med deres egen far. Og en alm. far gør da også somme tider nogle dumme ting, er uretfærdig eller tvær eller hvordan vi mennesker nu kan være. Men Gud er ligesom en fuldkommen far, det vil sige: Lige som en far skal være. Han har altid tid, elsker os fantastisk højt og sørger godt for os altid. Ved dåben får vi lov at kalde den almægtige Gud vores far og kan frimodigt komme til Ham. Der er fri adgang.
Vi får del i Guds tilgivelse og forladelse
For det andet: Ved dåben får vi syndernes forladelse. Selvom man ikke er klar over at man i forhold til Gud er en synder, så er det en sandhed som gælder for alle mennesker. Uanset alder, velstand og personlighed, så kan vi ikke være fuldkomne og det skiller os fra den gode Gud. Men ved dåben tilgives synden og Gud skaber et nyt forhold til ham for os. At vore synder er forladt betyder at vi kan forsone os med livet og vore medmennesker, for Jesus Kristus vil lære os at leve livet i kærlige, livgivende, åbne fællesskaber, som ikke er præget af vor tendens til fordømmelse og selvhævdelse.
Evigt liv
For det tredie: Ved dåben får vi det evige liv. Her sættes vi i forbindelse med Ham, som opstod af graven på den tredie dag. Jesus Kristus lever i dag og når vi tror på ham, så har vi del i det evige liv. Vi kan ikke selv sejre over døden, men den som sætter sin lid til Jesus har døden ingen magt over. Ved dåben skabes der et nyt liv i os, der lever fordi Gud er os nær og Han er stærkere end både døden og djævelen.
Vigtigt at kende værdien af dåben
Man bliver altså en kristen ved at blive døbt i den treenige Guds navn og få troen skænket af Gud. Sker det så, at man vender sig fra det som man fik ved dåben og afviser Jesus, så mister man også dåbens værdi. En døbt uden tro er en vantro kristen og det er en ulykke, men dem findes der sandsynligvis mange af. Derfor er der mange, som kunne have brug for at "genopdage" det som man fik i dåben. Det betyder ikke, at man skal blive en kristen igen, men man skal vendes om (omvendes), så man får øjnene op for det som Gud har givet.
Du har stillet et meget væsentlig spørgmål og jeg håber, at jeg har svaret på det. Men måske findes der et endnu vigtigere spørgsmål at stille, nemlig: Hvordan bliver jeg en kristen? For det er først når man ønsker personligt at få rede på om man er en kristen og hvad det vil sige, at svaret bliver vigtigt. Livsvigtigt. Og den som spørger sådan vil finde et svar - nemlig Jesus Kristus. Han er vejen, sandheden og livet og den som søger ham vil han aldrig støde bort.
Lagt på nettet 01.09.2000