Har Gamle Testamente noget med kristendom at gøre?
Ja. Kristendommen mister noget meget væsentlig, hvis det løsrives fra sin sammenhæng med det gamle testamente. Og vi får meget svært ved at gøre rede for, hvad kristendom er, hvis vi ikke forholder os til den historie og tradition, som den er formet af.
Inden jeg skriver lidt mere om det, så vil jeg pege på at vi hver søndag til gudstjenesten læser tekster fra det gamle testamente og der lyder en velsignelse: "Herren velsigne dig og bevare dig osv.", som første gang lød til Israel ca. 1500 år før Jesus blev født.
Med Jesu fødsel, død og opstandelse blev kristendommen stiftet, men det er i det gamle testamente at hans komme blev forudsagt/lovet. Igen og igen henviser Jesus selv til det gamle testamente når han taler om sig, for det er den Gud som vi møder i det gamle testemente, der er Jesu far.
Vi kalder ham Jesus Kristus og navnet "Kristus" betyder "Messias", dvs. den som er sendt af Gud. Der er en dynamisk sammenhæng mellem det gamle og det ny testemente - historisk og i åbenbaringen af Gud som en hellig, kærlig og retfærdig Gud. Det er en sammenhæng som også kan beskrives med ordene: Forjættelse og opfyldelse. Først blev der lovet, så kom opfyldelsen.
Med beretningerne om skabelsen og syndefaldet, placeres vi mennesker i verden på den rette måde. Vi skylder Gud livet og vi lever i en verden, der er præget af dødens og syndens magt. Og overalt i det gamle testamente møder vi håbet om at Gud vil være nådig og hjælpe os. Kristendommen er evangeliet om at Gud har set i nåde til os og vil give evigt liv til enhver som tror. Gud vil skabe påny og for evigt skal døden miste sin magt over os.
Der er mange af beretningerne i det gamle testamente og mange af de love, som var gældende i for Israels folk er meget fremmede for os. De taler om en Gud der straffer, en Gud der kræver dødsstraf for at overtræde forskellige love o.s.v. Der er noget i det gamle testamente, som jeg ikke forstår og synes er hårdt at læse, fordi vi møder en side af Guds væsen, der er hellig, vred og dømmende. Men sådan kan Jesus også tale om Gud. Det er blot Guds nåde, kærlighed og barmhjertighed, som Jesus taler mest om og Jesus viser os nogle gange den sande mening med det som står i det gamle testamente.
I kirken lyder det i trosbekendelsen at vi tror på Gud Fader, Søn og Helligånd. Én Gud, fra evighed og til evighed.
Lagt på nettet 01.09.2000
Samtalerum
I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"
Læs også
- Hvorfor er Israel Guds folk?
- I sin fars hus
- Ønsker Gud i GT kun at frelse Israel?
- Hvem er "Guds folk"?
- Hvad er historien om "Det forjættede land"?
- Hvordan hænger omskærelse og dåb sammen?
- Var Jesus jøde eller kristen?
- Findes navnet Jesus i Det Gamle Testamente?
- Hvad betyder Jakobs mystiske kamp med Gud?
- Hvad betyder Guds lov for jøderne?