15.11.2024 10:03 Age: 42 days
Hanna Mørk

Skrevet af:
Hanna Mørk

Gud er hos mig alle steder

Om jeg sidder i Jerusalem eller i min lejlighed i Aarhus, føler jeg ingen forskel i min relation til Gud

 

Foto: unsplash.com/@evadarron

Min familie og jeg har lige booket flybilletter til Sydkorea. Min lillebror skal derned i en længere periode for at se og opleve landet, og min familie vil gerne have oplevelsen af at besøge ham dernede, så selvfølgelig vil jeg også med.

Det gav mig tanken: Er Gud mon mere til stede dernede end her i landet? Måske kender du til tanken, at du føler, at Gud er langt væk, eller at der ikke kommer et svar, når du prøver at bede til ham.

Landet hvor Jesus selv vandrede

Jeg har været i Israel for henholdsvis to og ti år siden. Landet, hvor Bibelen siger, at Jesus blev født som menneske og vandrede rundt, indtil han skulle dø på et kors.

Jeg fik muligheden for at gå på vejen Via Dolorosa, som er ruten, Jesus gik på sin vej til korsfæstelsen. Jeg har også siddet med fødderne i Genesaret Sø, som Jesus har gået på, og ved bredden delte han fem brød og to fisk mellem flere tusinde mennesker.

Det var en fantastisk oplevelse at være nogle af de samme steder, som jeg har læst om i Bibelen, men det blev ikke omvæltende for min tro.

Min placering betyder ingenting

Om jeg sidder i Jerusalem eller i min lejlighed i Aarhus, føler jeg ingen forskel i min relation til Gud.

Gud er hos mig alle steder. Jeg skal ikke rejse til Israel eller Sydkorea for at bede til Gud eller for at tro på ham. Gud vil ikke elske mig mere, når jeg ankommer til Sydkorea, end han allerede gør nu, for min placering betyder ingenting for ham.

Du er også ønsket af Gud, han vil være med dig alle de steder, hvor du er. Gud vil, at du skal kunne bede til ham, uanset hvor du befinder dig henne i verden, om det regner, eller solen skinner.

Er rejsen hen til Gud lang?

Nej, Gud er til stede i hvert et hjørne, man kan befinde sig. Du skal ikke pakke rejsekufferten for at være sammen med Gud.


Hanna Mørk

Skrevet af:
Hanna Mørk

Lagt på nettet 15.11.2024

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også