18.11.2017 20:02 Age: 7 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Følg de røde lygter

Det kan føles trygt at følge baglygterne på bilen foran, når vi stoler på føreren af den. Kristendommen er på en måde som en kolonne af biler, der skal samme vej

Foto: Brandon Zierer https://www.flickr.com/photos/arwing3/5651280246

Det er årstiden, hvor de bilister, der har en bil, hvor baglyset ikke tændes automatisk, skal huske at tænde det. Ellers risikerer de, at en anden kører op bag i dem på de mørke veje. Det er også på andre måder godt med gode klare baglygtelys. Kører man i tåge, regn og mørke, er det rigtig godt at kunne lægge sig bag en anden bil og bare følge de røde lygter i passende afstand. Så er det den forreste billist, der har arbejdet med at kunne se fremad. De andre kan slappe lidt af og bare følge med.

Livets landevej

Det er et meget kendt billede, at vi færdes på ”livets landevej”. Også her kan det være rigtig godt at kunne lægge sig bag et par røde lygter. Det kræver dog, at man kan stole på den forreste billist. Hvis nu vedkommende kører uforsvarligt hurtigt ind i et kommende sving, kan man risikere selv at komme ud at skride. Eller hvis vi taler om at følges med andre, der skal samme sted hen som os selv, så er det jo afgørende, at de ikke kører forkert.

Verdens længste bilkolonne

Kristendommen er på en måde ligesom en lang kolonne af biler, der kører igennem et tykt mørke. Det er virkelig svært at se klart i det åndelige/eksistentielle landskab. Her er det trygt at følge baglygterne på de kristne, man stoler på. Dybest set begyndte hele kolonnen for 2.000 år siden, da Jesus banede vejen ved som den første selv at køre direkte hen til Skaberens kærlige hjerte.

Tæt på Jesu baglygter fulgte de allerførste kristne. Og bag dem de næste kristne. Og så videre – lige frem til i dag, hvor jeg efter bedste evne ligger i en kolonne af mennesker, der dybest set følger Jesus. Det giver tryghed. Og det forpligter til lige at tjekke: ”Har jeg selv tændt baglygterne, så andre kan følge kolonnen ved at følge mig?”

Billedbrud

Som andre billeder har bilkolonnen sin begrænsning. Billedet bryder sammen, hvis det skal prøve at rumme hele virkeligheden. For dybest set er Jesus ikke alene en guddommelig person, som jeg følger på 2.000 års afstand via de andre kristne. Dybest set vil han gerne sidde på passagersædet og hjælpe mig, mens jeg kører i en kolonne af biler, der alle har ham på passagersædet. Men da jeg desværre ikke altid hører min medpassager så godt (måske fordi bilradioen er skruet for højt op), er der stadig brug for nogle gode baglygter at se på. Vi ses på vejen!


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 18.11.2017

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også