Den mystiske stjerne over Betlehem

Foto: Getty Images/iStockphoto

Begivenheden er omtalt i Matthæusevangeliet kapitel 2:

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte:

"Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham."

Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham.

Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes.

De svarede ham: "I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten:

'Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.'"

Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig.

Og han sendte dem til Betlehem og sagde: "Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det."

Da de havde hørt på kongen, tog de afsted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var.

Da de så stjernen, var deres glæde meget stor.

Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra.

Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at vende tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.

Evangelisten Matthæus' beretning om Jesu fødsel og vismændene, som ved synet af stjernen drog til Jerusalem for at finde "Jødernes nyfødte konge" har gang på gang rejst spørgsmålet: Hvad var det for en stjerne?

Lige siden oldtiden har digtere, astrologer, astronomer og teologer peget på forskellige muligheder. En af de hyppigst nævnte viser sig særlig interessant, når astronomiske, historiske og teologiske aspekter sammenholdes.

Kong Herodes den Stores dødsår lader sig med stor sikkerhed fastsætte til år 4 før vor tidsregnings begyndelse. Man har da også længe været klar over, at den lærde abbed Dionysius den Lille ansatte Jesu fødselsår for sent, da han i år 525 fastsatte udgangspunktet for den kristne tidsregning. Herodes levede som bekendt, da Jesus blev født. Jesus er altså født forud for år 4. Flere forhold peger på år 7 før vor tidsregning som det sandsynlige fødselsår.

Astronomisk begivenhed

Netop det år indtraf et påfaldende skue på stjernehimlen. Ved at tilbageberegne banerne for planeterne Jupiter og Saturn kan astronomerne give følgende billede af de faktiske forhold:

I efteråret år 8 f.Kr. har det stået klart for alle, der da fulgte himmellegemernes bevægelser, at planeten Jupiter stilede mod et møde med den langsommere planet Saturn i Fiskenes stjernebillede i løbet af det kommende forår.

Men i begyndelsen af april har solen i sin østgående bane i forhold til stjernerne fjernet sig så meget fra Saturn, at denne akkurat lige har kunnet skimtes lavt i øst i morgenrøden inden solopgang. Og da den således påny bliver synlig, er den nået ind i Fiskenes stjernebillede og samtidig omtrent indhentet af Jupiter.

Herefter har de to planeter stået på stjernehimlen som et meget iøjnefaldende "stjernepar" i ca. 9 måneder, idet de begge har beskrevet en sløjfeformet bevægelse lige over hinanden med Jupiter øverst. Derved er de tre gange kommet hinanden påfaldende nær omkring 1.6., 1.10. og 1.12. Der forløber hele 794 år mellem et ganske tilsvarende møde, en såkaldt konjunktion, i samme himmelegn.

Planetkalender fundet

Fra utallige kildeskrifter ved vi god besked om den store rolle, man i oldtiden tillagde planeterne og deres skiftende stilling i forhold til dyrekredsens tolv stjernebilleder. Især var man opmærksom på Jupiter og Saturn. Derfor vakte deres tredobbelte møde i år 7 f.Kr. stor opmærksomhed og bestyrtelse, mens vi i dag har en naturlig forklaring på fænomenet.

En særlig interesse knytter sig til en lertavle med kileskrift, fundet i byen Sippar ved Eufratfloden, centret for datidens astronomiske videnskab. Tavlen er en forudberegnet planetkalender for året 7. Alle vigtige planetbevægelser er forud angivet med nøjagtig oplysning om måned og dag. Den forestående konjunktion mellem Saturn og Jupiter er udtrykkelig omtalt som det kommende års astronomiske hovedbegivenhed.

Vismændenes opfattelse

Hvad der gør konjunktionen i år 7 f.Kr. særlig interessant, er den betydning, man i oldtiden tillagde netop de to planeter og det stjernebillede, hvori de mødtes. Jupiter blev regnet for verdensherskerens stjerne. F.eks. blev kejser Augustus anset for at være Jupiter i menneskeskikkelse. Saturn gjaldt i Østen for at være jødefolkets stjerne og var endvidere symbolet på retfærdighed og på den kommende Messias. Fiskenes stjernebillede var som det sidste i dyrekredsen tegnet på de sidste tider.

Ud fra disse forudsætninger måtte den store astronomiske begivenhed tydes som et varsel om, at de sidste tiders verdenshersker skulle fødes i Palæstina, nøjagtig den forventning, hvormed vismændene indfandt sig i Jerusalem: "Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham." Man fristes til at kalde den fundne lertavle vismændenes "Skriv- og Rejse-Kalender", som gav anledning til deres lange rejse.

Astronomiske fagudtryk

Det græske ord, som i den nye oversættelse med rette er gengivet "gå op", er netop datidens astronomiske fagudtryk for den dato, da solen har "overhalet" en stjerne og er kommet den på så stor afstand, at stjernen påny dukker op og er synlig et øjeblik i morgendæmringen, inden den skjules i dagslyset. Man taler i fagsproget om stjernens heliakiske opgang. Det er dette tidspunkt, der hentydes til, når det hedder, at Herodes indgående forhørte vismændene om, hvornår stjernen - igen med en astronomisk glose - havde "vist sig", nemlig for første gang ved daggry. Man mente netop, at en stjernes heliakiske opgang markerede fødselsøjeblikket. Vismændenes ord dækker ganske nøje, hvad de har kunnet iagttage for Saturns og Jupiters vedkommende i begyndelsen af april det pågældende år.

Var der ikke kun én stjerne?

Når Matthæus blot taler om "stjernen" og ikke om "stjerneparret", mener han Saturn, jødefolkets messiasstjerne. Det var den, der spillede en særlig rolle i mødet med Jupiter. Herodes "og hele Jerusalem med ham" har da også straks forstået og accepteret vismændenes tydning, som fyldte dem med forfærdelse. Hvorfor?

Herodes og stjernen

På Jesu tid spillede astrologien en stor rolle overalt i det mægtige Romerrige. F. eks. skrev den romerske digter Vergil et berømt digt, hvori han varslede en helt ny lykkelig tidsalder for hele verden med henvisning til Jupiters og Saturns stilling. Digtet tilegnede han Asinius Pollio, som blev konsul i år 40 f.Kr. I hans familie ventede man derfor, at der skulle fødes en dreng, som kunne tilvejebringe den nye verdensorden.

Herodes havde nære forbindelser til Pollio og lod to sønner opdrage hos ham i Rom. Netop i år 40 f.Kr. besøgte Herodes Rom og blev af senatet udnævnt til konge i Judæa. Det blev fejret i Jupitertemplet på Capitol. Samtidig lod Herodes en mønt lave med hans navn på forsiden og på bagsiden en stjerne flankeret af to palmegrene (symbol for Israel) anbragt over en krigshjelm. Mønten vidner om, at Herodes har overtaget de astrologiske signaler fra Rom og set sit eget liv i lyset heraf.

På denne baggrund forstår vi, at vismændenes ankomst og spørgsmål har forfærdet Herodes, som mente, at han selv og ingen anden var opfylderen af forventningerne om den nye lykkelige tidsalder. Samme år anklagede Herodes de to sønner, der var opdraget hos Pollio, for sammensværgelse mod sig, og lod dem henrette. Jerusalems befolkning havde også grund til frygt for Herodes' grusomheder.

Stjernen "gik foran dem"

Når det siges om stjernen, at "den gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var", er det en meget ligefrem skildring af, hvad de umiddelbart har kunnet iagttage, da de en aften gik de 8 km sydpå fra Jerusalem til Betlehem. Turen har varet ca. 2 timer. I løbet af den tid har de undervejs på sydhimlen kunnet iagttage, hvorledes Saturn (som følge af jordens omdrejning) har flyttet sig et godt stykke i vestlig retning, indtil den ved deres ankomst til målet har stået højest i syd lige over Betlehem.

Guds ord var ledestjerne

Det var ikke stjernen, der ledte de vise det afgørende stykke vej til Betlehem. Stjernen ledte dem vild. De astrologiske spekulationer gjorde det nærliggende, at en nyfødt kongesøn måtte findes på kongeslottet i Jerusalem. Men dér var han ikke!

Nej, det var de skriftkloges henvisning til profeten Mikas ord om Messias' fødsel i Betlehem, der ledte vismændene på ret spor, og på kongelig ordre gik de derhen. At de så ved målet så stjernen, de hele tiden havde haft for øje, stå lige over byen og huset, hvor "jødernes nyfødte konge" var, blev for dem et tegn, som fyldte dem med særlig stor glæde.

Nej til astrologien

Beretningen om Betlehemstjernen er ikke en bibelsk legitimation af astrologien. Guds ord viste vejen til Betlehem. Stjernen er nævnt som et historisk faktum. Den skal blot forklare vismændenes færden, som ganske vist er astrologisk bestemt. Forholdet siger derimod ikke god for astrologien som sådan. Beretningen giver ikke astrologisk grundlag for nøjagtigt at bestemme Jesu fødselsdato, men god grund til at antage, at det er sket inden for det tidsrum på 9 måneder, da det ejendommelige fænomen var synligt.

Ingen legende

Matthæus' beretning er ingen legende, men en særdeles nøgtern og troværdig beretning, der falder nøje sammen med påviselige astronomiske fakta. Der er sådan set intet underfuldt i det, evangelisten her beretter om selve stjernen. Stjernen er ikke beretningens centrum. Matthæus vil understrege to ting. Først at Gud lod sin Søn føde netop i det år, da hele datidens kulturverden var optaget af den store konjunktion og har spurgt: Hvad skal mon dette himmeltegn betyde? Dernæst, at Gud ikke har knyttet sine løfter om frelse til de store i denne verden, hverken til Augustus eller Herodes og heller ikke til en lykkebringende stjerne, men til barnet på Marias arm i stalden i Betlehem.

"Tidens fylde"

Muligvis hentyder Paulus til den astronomiske begivenhed, da han skrev: "Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven" (Gal 4,4). Således forstår biskop Ignatius (død ca. 110) dette Paulussted. I det øjeblik hele verden ventede en afgørende begivenhed, greb Gud ind og gjorde både himmellegemernes regelbundne gang og menneskers stjerneovertro til budbringere om sin frelse. Sådan forstår Bibelen sin egen beretning om Betlehemstjernen.

Lagt på nettet 12.12.2000