01.03.2020 16:50 Age: 5 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Byg på et godt fundament

Det er vigtigt at bygge sit hus på et solidt fundament, men endnu vigtigere at bygge sit liv på et solidt fundament

Foto: https://pxhere.com/da/photo/566772

Jeg har lejet en affugter. Det var en af de sidste, firmaet havde – og jeg måtte til en anden by for at finde en afdeling, der overhovedet havde en tilbage. ”Ja, affugtere og vandpumper og vandstøvsugere – dem er der run på,” som ekspedienten sagde til mig.

Ja, vi har vand i kælderen. Men vi skal ikke klage. Andre har vand rundt omkring hele huset og måske endda inde i stuen!

To huse

Igen og igen bliver jeg mindet om en af de mange billed-historier, Jesus fortalte. Om to personer, der byggede hus. Den ene gjorde det grundigt og gravede ned til fast grund og byggede huset op på det. Den anden var hurtigere og byggede direkte på overfladen.

Husene har måske set ens ud og har fungeret på samme måde i hverdagen. Men, sagde Jesus, så kom der et voldsomt skybrud. Og vandmængderne nåede begge huse. De skyllede underlaget væk under det hurtigt byggede hus, så det væltede. Men det på fast grund blev stående.

Mit hus

Jeg er glad for, at den danske byggestil altid indeholder, at man graver ud og lægger et solidt fundament. Ellers havde jeg på nuværende tidspunkt nok haft brug for mere end en affugter. Men Jesus’ pointe handler ikke om huse, men om liv. Hvad bygger jeg mit liv på?

To liv kan se fuldstændig ens ud i det daglige. Men når der kommer noget voldsomt, vil det vise sig, hvad fundament de bygger på. Jesus tænker først og fremmest på den dag, hvor døden har væltet vore huse og vi skal møde vores skaber. Hvilket fundament har vi for det møde?

Jeg tænker også, at billedet gælder de skybrud, vi kan opleve i vores liv – hvad har vi, der kan holde os, når alt omkring os falder sammen?

I begge tilfælde er der Gud ske lov et fundament og et par stærke kærlige arme, der kan holde os oppe og kan redde os. Det fundament er Jesus – så jeg er taknemmelig for, at jeg bygger mit liv på ham og det, han har fortalt os.


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 01.03.2020

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også