Skrevet af:
Mikael Holst Kongensholm
Aldrig alene
Mange af os oplever ensomhed. Den kan pludselig melde sin ankomst, når vi mindst venter den. Og så sidder vi der alene og længes efter fællesskab. Eller måske stikker ensomheden dybere, bor længere inde. Som en følelse langt inde i sjælen af, at vi er helt alene i verden, ja, i hele universet.
Dåben til Jesus
Grundlæggende og dybest set er vi alene. Vi bliver aldrig fuldstændig ét med et andet menneske. Men på samme tid er vi på mærkelig vis grundlæggende og dybest set forbundet med noget andet og noget større. Det sker i dåben. Her bliver vi forbundet med Jesus, Guds søn.
Paulus taler i Romerbrevet kapitel 6 om, at vi i dåben dør, begraves og opstår med Jesus. Det lyder radikalt og halvmystisk. Paulus mener, at vi deler Jesu død og opstandelse. Vi er til i kraft af ham. Vores liv giver dybest set kun mening, når vi er forbundet med Jesus. Vi lever i ham og han i os. Jesus lever, derfor kan vi leve her og nu og evigt. Aldrig alene. Men sammen med ham. Det er en tanke, et perspektiv og en virkelighed, som vi kan bruge resten af vores liv på at forsøge at forstå og leve i.
Kirke-familien
I dåben bliver vi også forbundet med Jesus på en anden måde. Kirken kaldes Kristi legeme, og når vi døbes, døbes vi ind i den. Vi indlemmes i den, bliver et lem på den, bliver en del af den. I den forstand er vi ikke længere alene. Vi har en familie. Vi er bundet sammen af troen på den samme herre og frelser, og vi kan dele liv, tanker og følelser med hinanden; også følelsen af ensomhed.
Skrevet af:
Mikael Holst Kongensholm
Lagt på nettet 11.02.2015
