Universet og Guds kærlighed

Når jeg læser om det ufatteligt enorme univers med dets tusinder af galakser, der hver omfatter millioner af stjerner hvoraf vores egen sol udgør en enkelt – og når man, som jeg tror på, at Gud har skabt og opretholder det hele, så kan det også være en smule ufatteligt at samme Gud skulle have særligt øje for mig lille menneske. Men det tror jeg også.

Foto af spiralgalaksen NGC1300

Hvordan hænger det sammen? Hvordan kan jeg tro, at jeg har en særlig plads i Guds kæmpemæssige univers og blandt milliarder af stjerner og solsystemer? Hvordan kan Gud rumme det alt sammen og samtidig lytte til mine bønner? Hvordan magter Gud at interessere sig for mig – og dig? Jeg tror det er pga. kærligheden. Fordi Gud er kærlighed og alt hvad han gør, gør han i kærlighed.

Når du og jeg eksisterer og har fået et liv at leve, så skyldes det Guds kærlighed. Når vi oplever glæden over noget godt, når vi oplever at blive elsket og holdt af, så skyldes det, at vi er skabte i kærlighed. Og at Guds kærlighed har sat sig spor i verden – i hvert enkelt menneskes liv.

Skabt i Guds billede

Der er meget skidt i verden. Og på kloden jorden. Og i dit og mit liv. Men når der trods alt også er noget godt, så skyldes det Guds kærlighed. Når der overhovedet er noget der hedder kærlighed i vi menneskers liv, så er det fordi Gud har lagt noget af sit eget væsen ind i vi mennesker, som jo – i modsætning til alt andet – er skabt i Guds billede. Vi menneskers kærlighed er en afglans af Guds kærlighed. En skygge. Et rudiment.

Kærligheden viser – for mig at se – at vi ikke bare er produkter af en tilfældig og mekanisk biologisk udvikling, men at vi er produkter af en kærlig vilje – nemlig en Gud som elsker og har personlig omsorg for hvert enkelt menneske han har skabt.

Ufatteligt. Ja, men sandt.

Tilbage til nyhedslisten

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Lagt på nettet 23.10.2008