Ulykken fik mig tættere på Gud

---

Else Stougaard glemmer aldrig den dag i 2010, hvor en ulykke ændrede hendes liv for altid. Hun kørte i sin bil med en udviklingshæmmet fra den døgninstitution, hvor hun på det tidspunkt arbejdede. Pludselig fik hun meget ondt i maven og ville køre ind for at holde en pause, men besvimede før hun nåede det. Det betød, at hun ramte en lastbil, så bilen røg om på siden. Da vinduet var åbent røg hendes venstre arm ud af vinduet og kom i klemme mellem bilen og vejen. Hovedpulsåren blev revet over, og hun mistede fire liter blod, hvilket fik hendes lunger til at klappe sammen,

"Havde det ikke været for nogle unge mennesker, der kunne yde førstehjælp, havde jeg nok ikke været i live ved lægeambulancens ankomst," fortæller hun.

I Guds hænder

Else er slet ikke i tvivl om, at Gud holdt hånden over hende.

"Gud sendte de to mennesker for at hjælpe mig. Jeg vidste, at jeg var i Guds hænder," slår hun fast. Hun er også sikker på, at det gjorde hende i stand til at undgå at besvime igen, så hun kunne se, om der var sket noget med hendes passager.

"Heldigvis var han uskadt. Der var gået en jernstang ind gennem vinduet i passagersiden, men den ramte ham lige akkurat ikke," fortæller hun.

Livsglæde og gåpåmod

Ved ulykken blev armen skåret op og knoglen slidt helt væk, men Else kan stadig bruge armen.

"Egentlig burde det ikke være muligt, at jeg kan bruge armen, men jeg har blandt andet strikket et tæppe til mine børnebørn. Det var hårdt, men jeg ville bare have det gjort færdigt," forklarer hun.

Man kunne måske tro, at Else ville blive sur på Gud, men det er ikke tilfældet. I stedet stråler livsglæden ud af hende, og hun har så mange jern i ilden, som hun kan klare.

"Min arm gør konstant ondt, men jeg forsøger at fokusere på alt muligt andet," siger hun.

Et gear ned

Hun mener, at Gud havde en plan med ulykken.

"Jeg tror, at Gud ville have mig til at stoppe op og tænke lidt over livet," siger hun, og ulykken har fået hende til at se på livet med helt andre øjne.

"Man bliver meget mere taknemmelig for livet, når man er tæt på døden; man finder ud af, hvad der er vigtigt i livet. Jeg har mærket Gud hele vejen, og jeg tager én dag ad gangen," siger Else.

---

Skrevet af:
Morten Stubkjær Klausen

Lagt på nettet 17.01.2019