09.10.2020 15:53 Alder: 4 yrs
Lilian Holm Kofod

Skrevet af:
Lilian Holm Kofod

Tilgivelse bryder lænkerne

Tilgivelse imellem mennesker hænger ikke på træerne. Tilgivelse hos Jesus betyder, at vores dumhed ikke bliver fisket frem igen 

Brudte lænker

For en tid siden så jeg et interview på TV med en kendt politiker, der blev stillet til regnskab for en fejl, han havde begået for 15 år siden.

Nu blev det trukket frem igen, som om det var sket i går.

Man så, hvordan han ikke mindre end fem gange i løbet af et kort interview undskyldte og sagde, at han ville ønske, det aldrig var sket. Interviewet sluttede med, at han sagde, han ville angre resten af livet.

Det slog mig, hvor svært det kan være at få tilgivelse fra mennesker. Han forsøgte efter alle kunstens regler at gøre sig fortjent til den, men den udeblev.

Tilgivelse giver frihed

I Guds verden er det anderledes.

Når vi kommer til Jesus og erkender, at vi har dummet os, tilgiver han. Det er ret vildt, for hans tilgivelse er ikke bare ord, men konkret handling. Efter tilgivelsen handler han med os, som om vores fejl aldrig havde fundet sted.

Det betyder, at han ikke fisker det op igen og konfronterer os efter 15 år.

Vi sættes fri af det, vi har gjort og kan ånde lettet op. Vi skal ikke angre resten af livet, men kan fortsætte livet med frimodighed.

Bibelen fortæller om en kvinde, som kom til Jesus. Alle vidste, at hun var prostitueret. Hun satte sig bag Jesus. Hun græd, og tårerne gjorde hans fødder våde. Hun tørrede dem med sit hår. Alle var forargede. Jesus sagde: ”Dine synder er tilgivet…. Gå bort med fred”

Fred. Hvilken fantastisk ting at få midt i livets kaos, når man har dummet sig. Tilgivelse og fred. Frihed fra at skulle angre resten af livet. Lænkerne er brudt!

Har du også brug for tilgivelse? Jesus står klar til at tilgive, og vi skal ikke kæmpe for at gøre os fortjent til den.


Lilian Holm Kofod

Skrevet af:
Lilian Holm Kofod

Lagt på nettet 09.10.2020

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også