Pludselig var jeg fuldstændig overbevist
Efter sin konfirmation fik Daniel Russell en umættelig sult efter at lære mere om Gud
I Daniel Russells barndomshjem havde de ikke noget forhold til religion. Derfor blev Daniel heller ikke døbt som barn.
"Jeg var nærmest ateist og fik det sværere og sværere med religion. Jeg kunne ikke tro på en Gud når verden var fuld af ondskab, og de religiøse var en flok hyklere hele bundtet. Især de kristne og muslimerne," husker Daniel, der bor i Sæby i Nordjylland.
Daniel skænkede ikke religionen mange tanker, før hans storebror spurgte, om Daniel ville stå fadder til sin lille nevø.
"Det var en ære at blive spurgt, så det ville jeg gerne. Men for at kunne stå fadder måtte jeg selv blive døbt. Jeg havde ikke noget problem med at få lidt vand over hovedet. Det sagde mig ikke noget."
Et års tid senere spurgte Daniels mor, om han også ville konfirmeres, og Daniel sagde ja med tanke på fest og gaver.
"Jeg begyndte at gå til konfirmationsforberedelse og lærte på den måde mere om kristendommen, men det var stadig en fremmed tanke for mig at tro på det," husker han.
Helligånden i maven
"Men så kom konfirmationsdagen, og der skete noget vildt, da jeg sagde ja i kirken. Jeg tror, det skete dér, selv om det først gik op for mig uden for kirken. Pludselig var jeg fuldstændig overbevist om, at kristendommen var sand, at Gud havde skabt verden, og at Jesus var død for mine synder. Gud må have plantet det i mig inde i kirken. Jeg kan huske, at jeg havde en underlig følelse i maven, som om Helligånden arbejdede derinde," smiler han.
I de følgende dage oplevede han en umættelig sult efter at lære mere om Gud. Han bad i timevis og kastede sig over Bibelen. På få uger kom han igennem store dele af Bibelen.
"Jeg oplevede, at Gud talte til mig på alle mulige måder. Både gennem det, jeg læste, og når jeg bad. Jeg havde også tre drømme, som bekræftede det, jeg læste. Jeg har aldrig før eller siden haft den slags drømme," forsikrer han.
"I starten tog Gud nogle enormt store skridt med mig på meget kort tid. I dag vandrer vi stadig sammen, men i et tempo, hvor jeg bedre kan følge med," siger Daniel.
Hør Daniel fortælle sin historie på: imedia.dk/troshistorier
Lagt på nettet 28.01.2019