23.07.2013 12:00 Alder: 11 yrs
Mikael Holst Kongensholm

Skrevet af:
Mikael Holst Kongensholm

Pløkker

Hvor dybt skal vi slå teltpløkkerne i jorden? På den ene side ikke alt for dybt, for en dag rives vi bort af døden, hvor dybt vi end slår pløkkerne ned. På den anden side skal vi hamre dem helt i bund og blive fastliggere, for vi går allerede der, hvor vi engang i evighed skal bo.

Pløkker

Livet her på jorden kan have varierende længde. Måske 10 år, måske 40 år, måske 80 år. I hvert fald en begrænset periode. Derfor er der ingen grund til at blive alt for sat, til at slå pløkkerne alt for dybt i jorden, for vi skal videre inden alt for langt tid.

Alt godt forgår

En dag skal vi dø, og vi kan intet tage med os. Ikke volvoen, hvor stabil og svensk velkørende, den end er. Ikke huset, hvor flot og stolt selvbygget, det end er. Ikke hunden, hvor sød og fjollet legesyg, den end er. Alle de forbindelser, vi har knyttet til mennesker og ting, kapper døden over. Alt skal væk. Alt bliver til jord og forgår.

Alt godt består

Livet her på jorden er dog også samtidig begyndelsen på evigheden. Troens forbindelse til Gud kan døden nemlig ikke kappe over. Den er så stærk, eller rettere, Gud er så stærk, at døden må opgive at rive den over. Intet kan i sidste ende rive os ud af Guds hænder.

Den jord, vi går på nu, er den, vi skal bo på engang, når Jesus kommer igen. Jesus kommer ikke for at bortrykke dem, som tror på ham. Nej, han vil tage bolig på den nyskabte og rensede jord sammen med dem. Derfor skal vi banke pløkkerne dybt ned i jorden og smøge ærmerne op. Når vi kæmper for naturen, for retfærdighed på alle planer og for at mennesker må lære Jesus at kende, arbejder vi med på Guds langsigtede plan for jorden. Vi tager på en måde forskud på den evige glæde.


Mikael Holst Kongensholm

Skrevet af:
Mikael Holst Kongensholm

Lagt på nettet 23.07.2013

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også