17.02.2023 18:31 Alder: 2 yrs
Marie Nygaard Aalbæk

Skrevet af:
Marie Nygaard Aalbæk

Mon der er sommer i evigheden?

Jeg er en elendig haveejer, og alligevel blomstrer det udenfor mit køkkenvindue. Det giver mig håb for fremtiden – ikke kun for denne sommer, men hele evigheden

Foto: Martin Olsson

For nyligt overtog min mand og jeg vores første hus. Der er mange ting at vænne sig til som husejer. Malerarbejde til sent ud på natten, uigennemskuelige bankpapirer og nabokatte, der vil ind i tide og utide. Rundt om husets indendørs flyttekaos ligger en have i dvale.

De tidligere ejere har været dygtige havemennesker, og det sætter da et vist pres på to nyslåede haveejere som os, der knap kan holde liv i en krydderurt i vindueskarmen. Heldigvis er det jo ikke rigtigt sæson for havearbejde lige nu, men det er også lidt kedeligt og trist at kigge ud på de grå og våde omgivelser. Men midt i vores græsplæne er vintergækkerne og erantisserne begyndt at pible frem, helt uden min indblanding.

Kun én har magten

I virkeligheden afspejler haven den verden, vi alle er en del af – haveejere eller ej. Midt i en verden, hvor den ene katastrofe afløser den anden, kan vinterens tunge, grå dyne føles næsten permanent. Det er svært ikke at blive helt opgivende, når vi tænder for nyhederne, for hvad kan vi gøre?

Selvfølgelig kan vi til en vis udstrækning hjælpe mennesker omkring os. Både tæt på og langt væk. Men ingen af os kan fjerne elendigheden. Det er der kun én, der har magten til. Gud, som sendte sin søn Jesus til os for at redde os fra evig død og elendighed i Helvede. Lige nu er han hos sin far igen, men en dag kommer han retur og Gud skaber en helt ny jord til alle, der har sagt ja tak til at blive reddet – og så er det slut med krig, naturkatastrofer og epidemier.

Gud får det til at ske

Når jeg sidder og kigger ud på de små forårsbebudere i min græsplæne, bliver jeg pinligt bevidst om, hvor lille en rolle jeg spiller i havens processer. Jeg kan kun til en vis grad hjælpe til derude. Jeg kan fjerne bladene på græsset, klippe de visne blomster væk og gøde jorden. Men at få tingene til at gro har jeg ingen magt over. Jeg tror på, at Gud får det til at ske. Frost og uøvede haveejere til trods.

Jeg glæder mig til at se det hele spire til foråret uden for mit køkkenvindue, men jeg glæder mig endnu mere til, at Gud skaber en helt ny jord. Jeg har på fornemmelsen, at der kommer til at være sommer i evigheden!

 

 


Marie Nygaard Aalbæk

Skrevet af:
Marie Nygaard Aalbæk

Lagt på nettet 17.02.2023

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også