Hvorfor bede med håndspålæggelse?

Jeg beder ofte selv for andre med håndspålæggelse, hvis de ønsker det, og når jeg selv beder nogen om at bede for mig, er det også tit sådan, at de lægger hænderne på mig. Det et er en praksis, kirken altid har fulgt, og der er også en del eksempler på det i Bibelen. Så vidt jeg kan se særligt i tre situationer, nemlig dels i forbindelse med bøn for en syg om at han/hun må blive rask, dels i forbindelse med mennesker der kommer til tro og døbes, og endelig i forbindelse med mennesker, der begynder i en bestemt tjeneste eller opgave, som man så beder om Guds hjælp og udrustning til. Men håndspålæggelsen er ikke begrænset til disse situationer, og jeg beder selv om alt muligt - hvert fald alt muligt, der gælder den, jeg beder for, personligt - med håndspålæggelse.

Når jeg gør det, er det ikke, fordi det er "bedre" i den forstand at Gud så skulle høre mere efter bønnen eller være mere tilbøjelig til at opfylde den. For Gud er de praktiske omstændigheder uden betydning, og når vi lægger hænder på hinanden (eller folder hænderne eller løfter dem eller knæler eller danser eller hvad vi nu gør, når vi beder), er det ikke for Guds skyld. Det er for vores egen; først og fremmest er det min og masser af andres erfaring, at håndspålæggelsen gør det lettere at have fred i sindet med, at denne bøn, som angår mig helt personligt, nu er lagt over til Gud, og at jeg er i hans hænder med den situation, jeg har fået en anden til at bede for.

Guds fred

Lagt på nettet 01.10.2003