Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard
Hvordan bliver jeg "genfødt"?
Ordet 'genfødelse' findes i et begrænset omfang i Ny Testamente (NT). Ordet er anvendt om det enkelte menneskes genfødelse – at være født af Gud – her i tiden, men ét sted afviger.
I Matthæusevangeliet 19,28 (sml. Romerbrevet 8,19-23) omtaler Jesus sin genkomst og begivenhederne i den forbindelse som 'verdens genfødelse' – altså en nyskabelse af jord og himle (2 Petersbrev 3,13).
I NT bliver der peget på, at midlet til genfødelsen er Jesu opstandelse (1 Petersbrev 1,3), Guds gerning ved Ånden og dåben (Titusbrevet 3,5; Johannesevangeliet 3,3-5) og Evangeliets Ord (1 Petersbrev 1,23; sml. Jakobsbrevet 1,18). Johannes kan i sit evangelium og i sine breve tale mere præcist om 'at være født af Gud' eller 'at være født på ny' (bl.a. Johannesevangeliet 1,13; 1 Johannesbrev 2,29; 3,9; 4,7; 5,1.4.18).
Paulus taler i sine breve om noget af det samme: 'levendegørelse' eller 'nyskabelse' (bl.a. Efeserbrevet 2,1-10; 2 Korintherbrev 5,17; Galaterbrevet 6,15; Efeserbrevet 4,24; Kolossenserbrevet 2,13).
Tankegangen i alle disse skriftsteder er hentet i det Gamle Testamente. ( især fra Jeremias 31,33-34; Ezekiel 36,25-27; Joel 3,1-2; Zakarias 12,10 og Salme 51,12-14.) Her tales der om hvordan Gud vil nyskabe alting i de sidste tider. Herren vil oprette en ny pagt med sit folk; han vil skrive sin lov på deres hjerter, idet han tilgiver dem deres synder; han vil rense dem med rent vand, så de bliver rene; han vil give dem et nyt hjerte og en ny ånd, så de følger hans love og holder hans bud.
Overordnet set omhandler genfødelsen, at Gud vil noget nyt med syndens verden. Derfor bliver 'verdens genfødelse' så at sige endemålet. Men allerede nu kan et mennesket/en synder få del i det nye og fremtidige. Et menneske kan så og sige blive ført over i Guds rige, hvor det er fri fra synd, død og djævel.
Jesu død for vore synder og hans opstandelse til retfærdighed for os spiller i denne sammenhæng en nøglerolle. Ved at Kristus er gået i døden for vore synders skyld og har besejret døden og dermed banet vej til evigt fællesskab med Gud, kan det menneske, der tilhører Kristus, få del i et helt nyt liv. Men for at få del i dette nye liv og se Guds rige, må der en ny fødsel til (Johannesevangeliet 3,3-7). Det er dét, Jesus forklarer Nikodemus. Man må fødes af Guds Ånd/Ordet, som i kraft af Jesu død og opstandelse sætter én ind i denne nye virkelighed.
Paulus udtrykker hele denne sammenhæng meget klart i Titusbrevet 3,4-7: »Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv.«
Den, der handler, er altså Gud. Midlet til genfødslen er dåben, Ordet og Helligånden. Den modtagende er mennesket, hvor der i hjertet ved Helligånden skabes tro på Gud og vished om, at man er et Guds barn og gjort retfærdig af hans nåde. Intet skyldes mig! Gud er årsag til fødslen, der sker med mig. Fødslen får den konkrete betydning: en helt ny livsorientering i forhold til synd, næsten og Kristus.
Men dette betyder ikke, at det liv, som genfødelsen skænker, er noget, der er givet en gang for alle. Det nye liv, som man har modtaget passivt, står i tæt relation til en efterfølgende menneskelig aktivitet. Fornyelsen og det nye liv er netop ofte genstand for formaning, fx Romerbrevet 12,2: »Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes…« og Efeserbrevet 4,22-24: »at I skal aflægge det gamle menneske, som hører til jeres hidtidige levned, og som ødelægges af sine forføreriske lyster, og at I skal fornyes i sind og ånd og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed.« En stadig forvandling må finde sted.
Sammenfatning: Hvis du er døbt og tror på Kristus, er du genfødt og har del i det liv, som Ånden/Ordet åbenbarer. Det nye liv er funderet i Kristus, i hans død og opstandelse, sådan som jeg har omtalt det ovenfor. Et døbt menneske kan miste genfødelsen (»falde ud af sin dåbs nåde ved at miste troen på Kristus« = fortabelse), men blive vakt til live igen af Ordet/Ånden ved at omvende sig og komme til tro på Kristus. Vedrørende det sidste kan jeg ikke sætte tal på, om dette kan ske 2, 3 eller 4 gange. Men det er vel sådan, at et menneske forbliver i dåb og tro resten af sit liv eller mister troen og forbliver i vantro eller bliver omvendt senere i livet og kommer til tro og forbliver i den tro. Hvis troen derefter igen mistes, er jeg bange for, at der er skabt forhærdelse, som gør, at vedkommende ikke vender sig om til Gud igen. Men bag dette må gælde ordene fra Johannesevangeliet 6,37: »Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.«.
Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard
Lagt på nettet 20.06.2001
