16.04.2002 12:00 Alder: 23 yrs
Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Hvem er de 144.000 i Åbenbaringsbogen?

De 144.000 "beseglede" fra Israels stammer (Johannes' Åbenbaring 7,4 og 14,3), hvad er de mon for nogen? I den nye kristne bestsellerroman "Ladt tilbage" af Lahaye&Jenkins er det konkret 144.000 omvendte jøder, der udbreder evangeliet efter bortrykkelsen.....

De 144.000 i Johannes' Åbenbaring kapitel 7, vers 1-8, er mennesker, som lever før store naturødelæggelser. De får et mærke på sig, så de ikke skal lide skade under naturkatastroferne.

I kapitel 14, vers 1-5 ser vi igen de 144.000, som befinder sig et andet sted, nemlig på Zions bjerg, og det er det bjerg, som Jerusalem er bygget på, både det jordiske og det himmelske. I dette tilfælde må det være det himmelske Jerusalem, for de "er købt fri af jorden" (vers 3). De er kommet gennem katastroferne og ind i det ny Jerusalem.

Når vi så ser nærmere på, hvem disse mennesker er, så siges der i kapitel 7 vers 4: ”èt hundrede og fireogfyrre tusind beseglede af alle Israels stammer”. Hvis vi ikke havde andre oplysninger, var sagen klar: Der er tale om 144.000 israelitter.

Men teksten giver os flere oplysninger, som jeg vil gennemgå:

1) Israelitterne:

I kapitel 7 vers 5-8 er alle Israels tolv stammer opregnede - næsten. Der er nemlig to afvigelser fra den almindeligt kendte liste.

a) Josefs stamme blev nemlig delt i to stammer opkaldt efter hans to sønner, Efraim og Manasse, og i denne liste er både Josef og Manasse nævnt. Det er overlapning med 50%.

b) Dans stamme er ikke nævnt.

Derfor konkluderer jeg, at teksten ikke mener Israels tolv stammer bogstaveligt. Altså må det være nogen, som i overført betydning kan kaldes israelitter.

2) Antallet:

Der en parallel til dette tal i Johannes' Åbenbaring kap. 21 vers 6-17, hvor det ny Jerusalem har længde, bredde og højde på 12.000 stadier. Hvis man ganger 12 med 12, får man 144, og byens mur er netop 144 alen. Ud fra denne parallel tror jeg, at de 144.000 er det ny Jerusalems indbyggere.

3) Forholdet mellem de 144.000 og ”den store hvide skare” (Johannes' Åbenbaring kap 7, vers 9-17)

Den store hvide skare har vasket sine klæder (kapitel 7 vers 14) og får derfor adgang til det nye Jerusalem (kapitel 21 vers 14). Det siges aldrig om de 144.000, skønt de står på Zions bjerg, som det nye Jerusalem er bygget på ( kapitel 14,1).

Derfor konkluderer jeg også, at de 144.000 og ”den store hvide skare” er samme gruppe.

At de skulle være 144.000 omvendte jøder, der udbreder evangeliet efter bortrykkelsen, kan jeg ikke se nogen som helst antydning af i teksten.


Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Lagt på nettet 16.04.2002

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også