18.01.2002 12:00 Alder: 23 yrs
Forfatterprofil

Hvad er helliggørelse?

Jeg har et spørgsmål ang. helliggørelse. Hvilken rolle har vi som mennesker i den proces? Er det rent Guds arbejde i os eller hvor meget er vi medarbejdere i det fortagende? Hvad kan vi gøre for at fremme helligørelsen (danne bedste forudsætning/grundlag)? Jeg håber at I kan hjælpe mig!

Tak for dit gode og vigtige spørgsmål, som mange andre end du går og tænker over! Og jeg må sige, at selvom jeg har været troende i mange år, kan jeg stadig kæmpe med at finde ud af, hvad de begreber egentlig betyder i mit liv!

Gud er hellig

Hvis vi begynder med at se på, hvad det vil sige at være hellig, kommer jeg frem til følgende: 1) Det betyder noget med at være klar, tindre og stråle i modsætning til det hverdagsgrå. 2) Og det betyder noget med at være udskilt, afskåret fra. Ordet bruges først og fremmest om Gud Herren selv. I Esajas' Bog kap 6 vers 3 lyder det: "Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre" som en lovsang til Israels Gud fra englene. Vi kan også tænke på, at Guds Ånd hedder Helligånden. Han kaldes også kærlighedens ånd og fredens ånd fx, men Helligånden er hans egentlige navn. Fordi det bedst beskriver hans egenskaber.

Mennesker er hellige

Men også mennesker kaldes hellige, og så nærmer vi os dit spørgsmål om helliggørelse. Når Paulus fx skriver til menighederne, bruger han ofte betegnelsen "hellige". Du kan selv læse indledningsversene til Paulus' breve. Når vi så læser brevene, bliver vi klar over, at de Kristus-troende ikke betegnes hellige, fordi de har styr på det med at leve som kristne! Brevene indeholder netop masser af formaninger og vejledninger på, hvordan de hellige skal leve - som hellige!

Hvordan blev de troende gjort hellige (helliggjort)? Ny testamente giver fire svar:

1) Det skete på Golgata og ved Jesu opstandelse! Da Jesus døde for menneskers synd, var det et offer han gav, så mennesker kan stå hellige for Gud uden vores synd. Jesus ofrede sig selv i stedet for os. (Du kan fx læse Hebræerbrevet kap 10 vers 10). Dette kaldes også retfærdiggørelse! Det er her, grundlaget for livet med Gud i Jesus blev lagt.

2) Det skete i dåben! I Første Korintherbrev kap 6 vers 11 står der: "I blev vasket rene, I blev helliget, I blev gjort retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds Ånd." Også andre steder bliver udtrykket "vasket rene" brugt om dåben. Dåben betyder altså to ting: Den døbte bliver taget ud af sin gamle virkelighed (udskilt, adskilt) og indviet til en ny virkelighed sammen med Jesus Kristus. Og det er netop det, der er hellighed: At være udskilt og indviet, som jeg skrev oven for.

3) Ved den stadige vækst i livet med Kristus! Det er vel dette, vi oftest hører som helliggørelse, men rækkefølgen er vigtig! For hvordan kan vi vokse i hellighed? Ved at lade det nye liv vokse, som er skabt i os på baggrund af de to første punkter. Det handler om opdragelse, fordi vi er børn af Gud. Apostelen Peter skriver i sit Første Brev kap 1 vers 14-16: "Som lydige børn må I ikke tilpasse jer de lyster, som I før fulgte i jeres uvidenhed; men ligesom han, der har kaldet jer, er hellig, skal også I være hellige i hele jeres livsførelse." Det betyder, at vi ved Helligåndens hjælp langsomt lærer at sige nej til alt, det som ikke hører Gud til og ja til det, som hører livet med Gud til.

Det er en langsom vækst, og de gamle i menigheden sagde, at helliggørelsen opleves modsat: Vi oplever ofte, at vi bliver værre syndere, mens vore omgivelser ser det modsatte. Det skyldes nok, at efterhånden som vi vokser i modenhed i vores liv med Jesus, viser han os stadig mere af vores synd, mens vi ikke selv lægger så meget mærke til det, vi bliver af med. Men det vigtige her er, at det er Helligånden, der så at sige får os til at gøre det rette. Og det kan han kun få lejlighed til, hvis vi møder ham der, hvor han er: I Bibelen, forkyndelsen og det kristne fællesskab. Men det er altså under dette punkt, at vores indsats kommer ind! Det er her, vi opfordres aktivt til at deltage ved faktisk at stoppe med at gøre de ting, der strider mod Guds vilje og i stedet gøre det, som Gud vil, vi skal gøre.

4) Helliggørelsen bliver først endelig på den nye jord! Det er en afgørende virkelighed, når vi taler om dette, at vi bliver aldrig fuldkomment hellige på denne jord. Vi har stadig vores gamle menneske, som ikke vil følge Guds vilje, og det bliver vi først af med, når Jesus kommer igen eller vi skal hjem til ham. Men på den nye jord er det gamle menneske ikke med, og da skal Gud gøre os totalt hellige, så vi er som Jesus!

Jeg vil slutte med at citere fra Paulus' Første Brev til Thessalonikerne kapitel 5 vers 23-24: "Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud jeres ånd og sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme! Trofast er han, som kalder jer; han vil også gøre det!"

Med de skønne ord vil jeg ønske dig Guds fred og glæde over dit liv og vækst i hellighed!

PS: Hvis du selv har lyst til og mulighed for at arbejde mere med emnet, vil jeg gerne anbefale dig følgende bog: "Hellighed" af Agne Nordlander. Udgivet på Credo Forlag i 1993.


Forfatterprofil

Lagt på nettet 18.01.2002

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også