Hvad er Bibelens menneskesyn?

---

Tak for dit spørgsmål. Jeg vil forsøge at besvare det ud fra lidt forskellige vinkler. Som jeg læser bibeltek­sterne, er der grundlæggende det samme menneskesyn i GT som i NT. Derfor vil jeg ikke skelne mellem de to dele af Bibelen.

Allerede på den første side i Bibelen findes det grundlæggende svar. I skabelsesberetningen (1 Mosebog kap. 1) finder vi rækkefølgen for Guds suveræne skabelse, hvor mennesket bliver skabt som det sidste skaberværk på den sjette dag (1 Mosebog 1,26ff). I teksten er strukturen angivet således, at mennesket er skabt som 'toppunktet' af skabelsen. Dvs. mennesket er kronen på Guds skaberværk. Alt det andet skabte har altså sin mening og sin hensigt i menneskets skabelse. Dvs. det skal tjene mennesket.

Af Gud får mennesket den opgave at skulle herske over jorden, underlægge sig den med alle dens skabninger. Dette sker med Guds hjælp og under hans velsignelse. (1 Mosebog 1,28-31).

Vi mennesker er altså skabt til at opfylde en enestående plan og bestemmelse i forhold til resten af skaberværket. Med andre ord: Vores liv har mening og er ikke blot en tilfældighed.

I denne sammenhæng siges to andre væsentlige ting:

a) Gud skabte mennesket som mand og kvinde. I 1 Mosebog 2,4-25 fortælles, hvordan dette skete mere præcist. Gud skabte manden af støv/jord, blæste livsånde i ham og på denne måde gjorde ham til et levende væsen. Gud skabte kvinden ved at tage et ribben af manden. Begge blev skabt af Gud – lige for Ham, men alligevel forskellige.

b) Gud skabte mennesket i sit billede. Det betyder ikke, at mennesket er ligesom Gud, men det betyder snarere, at mennesket er skabt til at have et personligt forhold til sin Skaber. Gud viser os nåde og barmhjertighed og vi viser ham lydighed. I dette forhold har vi vores rette værdi (se fx Esajas 43,1ff) og ukrænkelighed som mennesker. Gud taler til os og møder os – en skabning over for Skaberen. En skabning, der er mere end et dyr.

I modsætning til et mere filosofisk menneskesyn, som ofte præger tænkningen i dag, adskiller Bibelen ikke mennesket i nogle afgrænsede dele, fx sjæl og legeme. Mennesket er skabt som en levende sjæl med legeme (uadskilleligt). Det gælder såvel i livet som i døden. Det er – som Luther udtrykte det – 'totus homo' = et helt menneske konstant!

Mennesket er altså en del af den skabte natur. Det er selv fremkommet af støv/jord og deler fælles vilkår med det øvrige skaberværk. Vi er underlagt de samme naturlove, er en skabning i det store skaberværk. Her, hvor vi er sat til at være over alt andet skabt, skal dagliglivet leves. Det handler ikke om magt, men om at forvalte det skabte under ansvar overfor Gud og med Guds hjælp.

Ved syndefaldet (jf. 1 Mosebog 3) blev vores gudsforhold totalt ødelagt. Pga. vores synd og ulydighed mod Gud kom mennesket på afstand af Gud og har siden ikke længere haft mulighed for selv at genskabe det oprindelige gudsforhold. Hvis et menneske vil finde ud af meningen med livet og kende Gud, må Gud selv åbenbare sig for vedkom­mende gennem sit Ord. Og det gør han! I fx Salme 8. 33 og 139 ser vi hvor højt elsket mennesket er i Guds øjne – også i den faldne verden. Gennem Jesus overvinder Gud selv syndens og skyldens problem mellem Gud og mennesket, sådan at det sande gudsbillede kan genskabes i os mennesker (sml. 2 Korintherbrev 5,17-21).

Da mennesket er både en del af og står over den skabte natur, fik syndefaldet også den afgørende konsekvens, at resten af skaberværket faldt sammen men mennesket. Det blev underlagt død og forgængelighed, smerte og lidelser.

Menneskets faldne og ødelagte forhold til Gud viser sig tydeligt i den verden vi kender i dag - med ødelæggelse, ondskab, synd og død. Alligevel står Gud bagved og opretholder fortsat livet, verden, dyr og men­nesker på grund af sin nåde og vilje med denne verden og menneskene.

Som nævnt kan mennesket komme til at kende sin oprindelige værdi, sit udgangspunkt og meningen med tilværel­sen og forholdet til Gud. Men det må ske ved, at Gud giver sig til kende for et menneske og viser, hvem Jesus Kristus er – han som frelser og nyopretter det tabte gudsbillede. For kun i Jesus Kristus kan et menneske efter synde­faldet få et sandt gudsbillede og dermed lære Skaberen at kende som sin Far og samtidig få et ret syn på mennesket og livet i skaberværket.

Denne tanke om mennesket: skabelse-syndefald-genrejsning – er for så vidt det samme i GT som i NT. Selvom sprogbrug og billeder varierer i beskrivelsen af mennesket, så er der indholdsmæs­sigt tale om det samme.

Gud vil fortsat have fællesskab med det faldne og ulydige menneske og give det håb og fremtid sammen med sig. Et fællesskab, der knytter sig til troen på, at Gud har gjort alt, hvad der skal til, for at Skaberen og skabningen kan leve sammen som i skabelsens første tid i Paradiset.

---

Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard

Lagt på nettet 15.08.2003