Hvad beviser at Jesus har eksisteret?
De vigtigste kilder til Jesu liv er de fire evangelier, som findes i Ny Testamente. Vi ved ikke med sikkerhed, hvor gamle evangelierne er, men der er god grund til at tro, at de alle fire er affattet før år 70, altså det år da Jerusalems tempel blev ødelagt.
Markus-evangeliet er sikkert det ældste, og det kan være skrevet allerede i 50-erne. Og så skal vi tage i betragtning, at Markus-evangeliet endda bygger på ældre traditioner, som man blandt de ældste kristne omhyggeligt bevarede og overleverede. Det betyder alt i alt, at ikke blot Markus-evangeliet, men også de andre evangelier er rigtigt gode kilder til den historiske Jesus.
De kan ikke sammenlignes med båndoptagelser eller med videofilm, for evangelierne er prædikener. Det farver naturligvis fremstillingen, men det rokker ikke ved, at evangelierne har stor kildeværdi, når det gælder vores viden om den historiske Jesus.
Også Paulus er et væsentligt vidne om Jesus (f.eks. 1 Korinterbrev 11,23-26, 15,3-7). Paulus' breve er skrevet 10-20 år efter Jesu død og opstandelse. Det er også værd at huske, at Jesu liv og død nævnes i en række af de taler, som er gengivet i Apostlenes Gerninger (2,22-36; 3,12-16; 10,34-43; 13,23-39).
Der findes efter Ny Testamente en række evangelie-fortællinger, men de er legendariske. De har generelt ikke nogen værdi som kilder til den historiske Jesus. De mange barndomsfortællinger er yderst fantasifulde, men de fortæller mere om deres egen samtid end om Jesus. Nogle enkelt-ord af Jesus er dog sikkert overleveret, f.eks. i Thomas-evangeliet. De kristne kilder er langt langt de vigtigste.
Der findes også vidnesbyrd uden for Ny Testamente. Men det er vanskeligt at vurdere deres kildeværdi. Fra jødisk hold kan nævnes, at historieskriveren Josefus omtaler Jesus. De jødiske skriftlære, de såkaldte rabbinere, nævner også Jesus sporadisk. Jesus kaldes en uægte søn af Maria og en romersk soldat, og det fortælles, at Jesus blev hængt påskeaften. Jesus førte Israel på afveje, hedder det. Det er tydeligt, at disse rabbinere vil polemisere imod de kristne og deres forkyndelse af Kristus. Men rabbinernes oplysninger har ikke nogen værdi, når det gælder den historiske Jesus.
Fra romersk side kan nævnes de to historieskrivere Tacitus og Sueton. F.eks. fortæller Sueton, at kejser Claudius jog jøderne bort fra Rom på grund af "en vis Chrestus". Sueton mener at vide, at det skulle være denne Chrestus, som skulle have anstiftet urolighederne i Rom (ca. år 49). Situationen er snarere den, at der blandt jøderne i Rom har været en vis uro på grund af forkyndelsen af Kristus. Tacitus fortæller, at kejser Nero gav de kristne skylden for Roms brand (år 64). Tacitus meddeler i den forbindelse, at de kristne havde navn efter Kristus, der blev henrettet under kejser Tiberius.
Kildematerialet til den historiske Jesus er godt. Vi behøver ikke at tvivle på kildegrundlaget. De første kristne var øjenvidner - men de var også sandhedsvidner, der var rede til at gå i døden for deres tro på Jesus. Det viser, at de første kristne var overbeviste om, at de talte sandt om Jesus. De ville jo ikke gå i døden på grund af et bedrageri.
Lagt på nettet 09.04.2001
Samtalerum
I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"
Læs også
- Hvordan kan vi stole på Bibelen?
- Hvad skal vi med Helligånden?
- Hvordan være sikker på at Bibelen passer?
- Hvilke forskellige bibelsyn findes der?
- Er der svar på alle angreb mod Bibelen?
- Hvordan læser Jehovas Vidner Bibelen?
- Jeg bruger doping
- Er det nok at tro?
- Hvordan er Bibelen Guds ord?
- Hører Gud min bøn?
