Skrevet af:
Mikael Holst Kongensholm
Gud i bevægelse
Foto: Getty Images/iStockphoto
Kirke og kristendom kaldes ind imellem for en bevægelse. Det kan til tider virke sært. For er kirken ikke netop det helt modsatte? Står den netop ikke stille? Kæmper for at fastholde gamle dage og gamle regler og tanker? Undertrykker bevægelse?
Og hvad med Gud? Er han ikke mest en gråskægget gammel mand, som er groet fast på sin højt ophøjede himmelske trone?
Gud er i bevægelse
Nej, den kristne Gud er bevægelse.
I kirken bekender vi hver søndag troen på den treenige Gud. Vi tror på, at Gud har givet sig til kende som Fader, Søn og Helligånd. Og den treenige Gud er netop alt andet, end et abstrakt koncept. Faderen elsker Sønnen. Faderen og Sønnen udsender Ånden. Ånden er kærlighedens bånd mellem Faderen og Sønnen, og man kan kalde treenigheden en dans mellem Fader, Søn og Ånd.
Treenigheden er ikke et stillestående filosofisk begreb. Den treenige Gud er liv. Kærlighed. Bevægelse. Både i den forstand at den ikke står stille, og i den forstand, at den bevæger andre. Os.
Mennesker i bevægelse
Hvordan skal vi mennesker bevæge os?
Der er to retninger. Dels er vores mål at bevæge os nærmere Gud. Forsøge at forstå ham bedre. Bruge mere tid med ham. Leve vores liv i overensstemmelse med hans måde at bevæge sig på. Følges med ham. Dels at bevæge os ud til andre mennesker. Fortælle andre mennesker om, at Gud ønsker at bevæge alle.
Vi har brug for, at Gud skubber os. Ellers går vi i stå som et barn på en gynge. Gud gav os det første store skub i dåben, hvor vi på en særlig måde blev en del af bevægelsen i den treenige Gud. Vi bevæger os, fordi han har bevæget os og fortsat bevæger os med sin Helligånd.
Skrevet af:
Mikael Holst Kongensholm
Lagt på nettet 01.06.2016
