Gud har ingen nytårsforsæt
Heldigvis er Gud ikke afhængig af mine løfter. Han kræver ikke perfekte vaner eller et fejlfrit bønsliv. Tro er ikke noget, man præsterer sig til. Der er intet mål, der skal nås, eller et løfte, der skal holdes.
Klokken slår 00, champagnen bliver sablet og kransekagetårnet står klar. Der bliver skålet, grinet og ønsket godt nytår.
Nytårsaften føles for mange som årets fest, hvor der skal gøres lidt ekstra ud af det. Maden har været af den fineste kvalitet, og tøjet er blevet strøget pænt. Det er en aften, hvor vi markerer noget særligt – at et år et slut, og et nyt år begynder.
Mange bruger netop dette årsskifte, som en ny start. En mulighed for at lægge noget bag sig og håbe, at det kommende år bliver anderledes. Vi kalder det for nytårsforsæt. Små og store løfter til os selv: I år vil jeg…
Når målet ikke lykkes
Når hverdagen melder sig, viser det sig for mange, at nytårsforsættet ikke holder særlig længe. Ikke fordi viljen mangler, men fordi livet er mere komplekst end et løfte sagt ved midnat. Vi kan ikke bare starte forfra, fordi kalenderen skifter. Forandringer tager tid og en hel del tålmodighed med os selv.
Gud og nytår
Når jeg tænker tilbage, kan jeg ikke huske, at jeg nogensinde har haft et nytårsforsæt. Og i år har jeg heller ikke valgt at have et. Ikke fordi jeg ikke ønsker forandring, men fordi jeg ikke vil stille for store og forkerte krav til mig selv.
Hvis jeg alligevel skal sætte lidt ord på noget, jeg gerne vil give mere plads til i mit liv, så er det at bruge mere tid med mine veninder, starte en ny hobby og bruge mere tid på Gud og min tro på ham.
Netop Gud har jeg svært ved at sætte op, som et nytårsforsæt. For jeg ved, at jeg ikke kommer til at læse i min bibel eller bede hver dag, sådan som jeg måske drømmer om.
Gud kræver ingen løfter
Heldigvis er Gud ikke afhængig af den slags løfter. Han kræver ikke perfekte vaner eller et fejlfrit bønsliv. Tro er ikke noget, man præsterer sig til. Der er intet mål, der skal nås, eller et løfte, der skal holdes.
Tro har lov til at være i de små – i et øjeblik, i en tanke eller i en stille bøn.
Gud møder dig, og han møder mig, dér hvor vi er. Han giver ikke op, når vi mister modet til for eksempel at bede til ham. Hos Gud findes der intet nytårsforsæt – kun tålmodighed.
Gud er heller ikke kun tilgængelig ved midnatslaget. Han står med åbne arme hele året rundt – hver dag, hver time og hvert minut.
For Gud er der ikke noget, som vi skal lykkes med – men én, vi altid kan begynde hos. Og det er aldrig for sent.
Lagt på nettet 08.01.2026
Samtalerum
I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"
Læs også
- Kan corona-restriktioner faktisk skabe noget godt?
- Hvad siger Bibelen om nådegaver og mirakler?
- Kan Gud ikke frelse alle?
- Er konfirmationen nødvendig?
- Hvad betyder Guds velsignelse?
- Hvordan kan nadveren være Jesu legeme og blod?
- Hvordan kan jeg vide, at jeg er frelst?
- Hvem er Gud og hvor er Gud?
- Kan jeg ophæve min dåb og konfirmation?
- Hvad er historien om "Det forjættede land"?



