20.09.2023 13:55 Alder: 252 days
Hanna Mørk

Skrevet af:
Hanna Mørk

Gud er min sikkerhedssele

Gud vil altid stå ved vores side, også når det ikke føles sådan

Sikkerhedsline

Foto: unsplash.com/@mebrooks01

For nylig var jeg til en polterabend, hvor vi var ude og klatre i træer. Vi startede med at få udstyret på og høre sikkerhedsinstruktionerne, og så blev vi ellers sat fri til den første bane.

Første bane gik strålende, og jeg kom let igennem. Anden bane forløb også ganske let, men jeg kunne godt mærke, at jo længere op i træerne vi kom, desto mere nervøsitet sad der i min krop.

Selvom jeg var spændt godt fast, så tvivlede jeg på, at min sikkerhedssele ville holde mig, hvis jeg faldt. Nogle gange måtte jeg også lige minde mig selv om, at der ikke var noget at være bange for – jeg var sikret oppe i træerne.

Gud er ved min side

Jeg nød at klatre rundt oppe imellem træerne, men det var ikke alle forhindringer, som var lige nemme. For mig handlede det om at tro på, at sikkerhedsudstyret ville holde mig, og så kunne jeg finde tryghed i at klatre rundt.

Gud kan ses som den sele, der holdt mig oppe i træklatringen, hvis jeg skulle falde. Gud vil altid stå ved vores side, også når det ikke føles sådan. Han fjerner ikke udfordringerne for os, men han vil gå med os skridt for skridt. Man kan stadig være nervøs og bange for at falde, men det handler om at turde stole på, at der er en, som holder fast i en.

Livet kan være hårdt til tider. På min første studiedag kunne jeg godt mærke nervøsiteten rejse sig i min krop. Jeg måtte lige minde mig selv om, at udstyret ville holde mig, at Gud var med mig også på min første studiedag. For mig gav det en tryghed at vide, at jeg ikke var alene, at jeg havde en at følges med.

Gud er min sikkerhedssele. For mig giver det tryghed at vide, at Gud er ved min side, og hvis jeg skulle falde, så holder han fast i mig.

Har du tænkt på, hvem din sikkerhedssele er?


Hanna Mørk

Skrevet af:
Hanna Mørk

Lagt på nettet 20.09.2023

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også