31.10.2000 12:00 Alder: 24 yrs

Skrevet af:
Anna-Kathrine Thunbo Pedersen

Er Kierkegaard og Luther enige?

Udfordringen i Jakobs brev

Spørgsmålet om forholdet mellem tro og gerninger, som det er formuleret i Jakobsbrevet kap. 2 vers 26, kan godt få en og anden, der oplært i god luthersk kristendom, til at standse op og forundres. Jakob siger nemlig: "For en tro uden gerninger er lige så død som et legeme uden åndedræt." Hvordan stemmer det nu overens med den lutherske kristendom og med Paulus, som understreger, at netop troen alene og ikke gerningerne fører til frelse? Har Bibelen ikke her et troværdighedsproblem?

Ved den slags spørgsmål er det vigtigt at få sammenhængen med, for ellers gør vi bibelstederne og forfatterne uret. Derfor: Læs hele Jakobsbrevet i sin sammenhæng en gang ved lejlighed. Det giver et større indblik i brevets tankegang.

Luthers opgør mod gerningsretfærdighed

Når det drejer sig om Luthers og Kierkegaards tolkning af stedet her og forholdet mellem dem, så skal jeg prøve at svare så godt jeg kan. Nu har Luther og Kierkegaard jo aldrig haft lejlighed til at diskutere tingene selv. Men der vil da sikkert have været ting, de var uenige om.

Luther antyder i sin korte fortale til Jakobsbrevet (Luthers Skrifter i Udvalg, 1964, Bind III, s.166) en vis skepsis overfor teologien i Jakobsbrevet: "Men denne Jakob forkynder intet ud over Loven og dens Gerninger og roder Tingene saaledes sammen, at jeg mener, at han maa have været en eller anden from Mand, der har faaet fat paa nogle Ord af Apostlenes Disciple og har sat det paa Papir." Luther vurderer hele Jakobsbrevet som lovforkyndelse og mener dermed at Jakob modsiger Paulus og hele skriften. Når vi husker på Luthers situation og samtid; hans kamp mod pavedømmets gerningsfikserede overfladekristendom, så forstår vi lidt af, hvorfor han udtaler sig så hårdt mod Jakobsbrevet. Han ser det som udtryk for evangeliets fjende nummer et: gerningsretfærdigheden. Nåden bliver gjort til lov.

Kierkegaards opgør mod åndelig dovenskab

Kierkegaards samtid var en anden. Her er der tale om en tid, hvor kristendommens krav er gjort overkommelige og spændingen mellem lov og evangelium er borte. Den menneskelige fornuft er i højsædet sammen med dannelse og åndelig dovenskab. For at forholde sig til sin egen samtid, går Kierkegaard en tur omkring reformationen og kommenterer Luthers forhold til Jakobsbrevet således: "Da fremstod der en Mand, Morten Luther, fra Gud og med Troen eller ved Tro indsatte han Troen i dens rettigheder. Hans liv udtrykte Gjerningerne, lad os aldrig glemme det, men han sagde: et Menneske frelses alene ved Troen. Faren var stor. Hvor stor den var i Luthers Øine, jeg ved intet stærkere Udtryk derfor, end at han besluttede: for at faae Orden i Sagen, maa Apostlen Jacob skubbes tilside. Tænk Dig en Luthers Ærbødighed for en Apostel og saa at maatte vove dette for at faae Troen indsat i dens Ret!" (Skriftet: Til Selvprøvelse) Kierkegaard forstår altså godt, hvorfor det var nødvendigt for Luther at sætte Jakob tilside. Men med sit liv viste Luther samtidig at gerningerne havde betydning. Et liv i overensstemmelse med Guds ord hænger uløseligt sammen med troen, men det er alene troen på Kristus, der frelser.

Kierkegaards respekt for Luther - men tiden kræver Jakob på banen igen

Men hvad er der så sket siden Luther? Jo ifølge Kierkegaard er den almindelige menneskelige sjæl ikke så ærlig og ren som Luthers. Og nu på Kierkegaards tid - da Luther med sit retfærdige liv er død og borte, så er der kun hans lære tilbage: Troen alene. Kierkegaard siger: "Der er bestandigt en Verdslighed, som nok vil have navn af at være Christen, men ønsker at blive det for så billig en Priis som muligt. Denne Verdslighed blev opmærksom på Luther... "det er alene Troen det kommer an på" ...Altsaa tage vi hans Ord, hans lære - - og vi ere frie for alle Gjerninger, Leve Luther." (Skriftet: Til Selvprøvelse) Man fornemmer den ironiske tone. Kristendommen er blevet mild og ufarlig ifølge Kierkegaard. Der kræves ingenting, mener man. Kristen er du, dersom du kalder dig kristen. Troen har du, dersom du siger, du er troende. Det er den holdning Kierkegaard gør op med og meget af hans forfatterskab går netop ud på at vise, at det så slet ikke er kristendom.

Hvad så med apostlen Jakob? Jakob må på banen igen. I Kierkegaards tid er det nødvendigt at tale om gerninger. Ikke for gerningernes egen skyld, men for den dovne og listige menneskesjæls skyld, som alt for ofte glemmer, at vi skylder Gud alt. Den enkelte må vælge om han vil tro det, Kristus siger om sig selv, nemlig at han er frelseren. Og når dette valg er gjort, så venter et liv i stadig besindelse på, hvad Gud venter af den troende. Kierkegaard siger: "Thi sandelig, om Gud end giver Alt, saa fordrer han ogsaa Alt, at Mennesket selv skal gjøre Alt, for retteligen at benytte hvad Gud giver." (Skriftet: Christelige Taler) På luthersk baggrund er det stærk tale og helt i tråd med Jakobsbrevet. Men det var også en helt nødvendig tale i Kierkegaards samtid.

Læs mere om forholdet mellem tro og gerninger i svaret "Er en tro uden gerninger død?"

Skrevet af:
Anna-Kathrine Thunbo Pedersen

Lagt på nettet 31.10.2000