27.04.2005 12:00 Alder: 20 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Big Bededag

Store bededag handler ikke om vores bønner. Nej forhåbentlig ikke. Fokus skal ikke ligge på vores bøn, men på ham, vi be´r til! På den almægtige. For det gi´r altid dyb mening: at henvende sig til ham, der er almægtig og har styr på det!

Bøn 100

Almighty

Hvis man har set Bruce the Almighty vil man vide, at de største undere ikke er fysiske mirakler. Nej, det er, når der sker en forvandling med mennesker. Om man kan li´ filmen eller ej afhænger nok en del af, om man kan li´ Jim Carreys komik i det hele taget. Selve plottet er set før i verdenshistorien: en mand skælder Gud ud for at være uretfærdig. Gud gi´r manden (her Bruce, spillet af Jim Carrey) sine kræfter. Og naturligvis går det rent galt. Moralen er at Gud skal være Gud og vi mennesker skal nøjes med at være mennesker. Og det er da en ret god pointe.

Et rigtig under

Men som et sidebudskab kommer så det med underne. Det finder jeg rigtig aktuelt ind i dansk kultur her og nu. Der er i visse sammenhænge vældig stort fokus på fysiske undere: folk, der bli´r raske, eller får overnaturlige evner, eller guldtænder uden medvirken af en tandlæge o.s.v. Selvfølgelig kan undere af den slags være fra Gud – det viser Bibelen os klart. Ja, altså nok ikke lige den med guldtænderne, men de fleste andre fysiske undere. Men jeg synes at Bibelen og Bruce the Almighty er enige på mindst ét punkt: det største under er ikke et fysisk mirakel. Det er når et menneske forandres indvendig! Når f.eks. en selvcentreret egoistisk småubehagelig person forvandles til at se på de andres behov og begynder at elske andet end sit eget spejlbillede (sådan som det faktisk sker for Bruce i løbet af filmen).

Vi har mange undere

Derfor siger jeg ganske frimodigt, at der sker masser af store undere i den danske Folkekirke! Hver gang et menneske bli´r døbt, sker der den største forvandling, et menneske kan komme ud for. Et åndeligt dødt menneske bli´r åndeligt levende! En ensom sjæl i universet får Gud den almægtige til sin kærlige Far! Og hver gang en døbt har mistet sit åndelige liv p.g.a. manglende næring og så vender tilbage til Gud igen, ja – så sker der igen et virkeligt under! Så vel sker der undere i dag! Der sker også helbredelser og andre opsigtsvækkende ting. Gud ske lov for det! Men Gud ske lov sker de største undere også!

Store bededag handler ikke om vores bønner. Nej forhåbentlig ikke. Fokus skal ikke ligge på vores bøn, men på ham, vi be´r til! På den almægtige. For det gi´r altid dyb mening: at henvende sig til ham, der er almægtig og har styr på det!

Ikke altid Ja

Ikke at vi altid får det, vi be´r om. Da Bruce som Gud får en utrolig masse bønner, vælger han at besvare dem alle med ”Ja” – hvorefter alt bryder sammen i totalt kaos! Nej, Gud er klogere end os, derfor får vi ikke alt, hvad vi be´r om! Så vi kan frimodigt sende det alt sammen til Far – han skal nok sortere! Glædelig Bededag hver dag hele året!


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 27.04.2005

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også