02.03.2005 12:00 Alder: 13 yrs
Kategori: udv-bøn
Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Er det sikkert, at Gud hører mig?

Hvordan kan man være sikker på at Gud hører en. Jeg er ret "ny" i troen og er rigtgi glad for at jeg har lært den at kende, men jeg læste i en bog at man godt kunne tro at man var i kontakt med Gud uden rigtig at være det?! At man sagtens kan være en hedning og langt fra Gud. Det gjorde mig ret bange også selvom Gud har besvaret mange af mine bønner allerede. Kan det være at det bare har været tilfældigheder hvis jeg nu er langt fra ham? 

Svar:

Tak for dit spørgsmål - og velkommen i troen!!

Sund usikkerhed

Det betyder også: Velkommen til den usikkerhed, der sommetider kan liste sig ind på os allesammen. Den usikkerhed, du oplever, er netop en levende tros usikkerhed. De, der aldrig oplever den, er som farisæeren, der selvsikkert løfter blikket mod Gud, helt tryg i, at Gud hører ham. For han er overbevist om, at han er "ikke som de andre mennesker" (Luk 18,9ff). Men i virkeligheden er det netop ham, der lever i indbildning. Det er ham, der bilder sig ind, at han har det helt fint med Gud, men i virkeligheden lever langt borte fra ham.

Det er ganske vist ubehageligt at være "lidt bange", som du skriver. Man vil meget hellere være fuldstændig stensikker. Men den bilist, der på motorvejen ikke er "lidt bange", er i livsfare. Hvis man vil leve et dynamisk og kraftfyldt liv, så nytter det ikke at være skråsikker. Så er man død.

Den sunde usikkerhed kalder man "anfægtelse". Det er den, der redder os fra at blive farisæere! Det er den, der får os til hele tiden at søge Gud. På en måde er det den, der holder os fast i troen.

Levende tro er en vandring

Men skal man så altid være usikker og bange? Nej! For der er også noget, der hedder "vished". "Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv" (1. Joh 5,13). Denne vished er ikke skråsikker, for den mener ikke, at den har ret til noget som helst. For visheden er det et mirakel, at Gud hører mig, og jeg hører ham til.

Og det er den, der gør, at troen ikke er en ejendom, som jeg kan sidde og kramme og fedte med. Troen er en vandring! Et levende samvær med den levende Gud. Og i sådan et levende samvær kommer man også sommetider op at skændes med den, man elsker ...

Løfter og vished

Du må endelig lægge mærke til, at det er ikke vores bønhørelser, der gør, at vi kan vide, at vi tilhører Gud! Mange troende mennesker, der lever sandt og godt med Gud, oplever ham sige Nej til deres bønner. Det gjorde Paulus (2. Kor 12,8f); det gjorde selv Jesus (Matt. 12,39ff). Og der var også mennesker, der oplevede Jesus helbrede dem, som levede uden ham (Luk. 17,11ff). Jeg er meget glad for, at du har oplevet Gud høre dine bønner; men det er ikke det, der gør, at du kan vide, at du tilhører ham.

Hvad er det så? Det er hans løfte "til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv"! Hvis du tror, at Jesus er Kristus, så har du evigt liv! Basta!

Der er et ord af Jesus, som jeg selv må vende tilbage til igen og igen: "Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort" (Johs. 6,37). Hvis du kommer til ham i bøn - ikke som den skråsikre farisæer, men som tolderen, der beder: "Gud, vær mig synder nådig"! - så vil han aldrig vise dig bort. Sådan et løfte er meget tryggere end alle mulige tegn og undere og følelser.

Vi har lov til at bede om gode, glade følelser - følelser af fred og vished og glæde. De er Guds overflod. Men visheden er: at stole på hans løfte!


Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også