Kategori: rel-bøn
Ændrer bøn ved den frie vilje?
Svar:
Jeg vil dele mit svar i to dele:
Har vi fri vilje?
For det første: Det er både helt rigtigt og ikke helt rigtigt, at vi er skabt med en fri vilje. Faktisk er det en knude, som alle filosofier og alle religioner og alle psykologier mere eller mindre har knækket neglene på. Der er nemlig noget i selve spørgsmålet, som unddrager sig et meningsfuldt svar.
Et eksempel: Når du i dag handler og træffer afgørelser og beslutninger, så gør du det (oftest) helt frit. Ingen tvinger dig (oftest) til andet end det, du selv beslutter. – Alligevel ved du udmærket, at du beslutter og handler ud fra den fortid og den historie, du har med dig: barndom og bagage, traumer og tryghed. Det dikterer altsammen dine valg!
Har du så i de valg og de afgørelser en fri vilje?! Jamen det kan man faktisk ikke svare på. For både friheden og diktatet er noget helt grundlæggende. Og vi kan ikke stille forholdet mellem dem op på en formel.
Et andet eksempel: En forsker i reklame og PR definerede en gang reklame som "det middel, hvormed producenten påvirker kunden til af egen fri vilje at gøre det, producenten ønsker" – igen kan man ikke sige enkelt, om vi så køber ting "af egen fri vilje", fordi både friheden og påvirkningen er noget helt grundlæggende. Der er ikke nogen enkel formel på forholdet mellem dem.
For ingen har tvunget os til at købe noget; alligevel gør vi det, som andre vil have os til.
Gud tvinger ingen
Derfor er det også afgørende, at når vi taler om forholdet til Gud, så er friheden et helt grundlæggende vilkår! Og jeg læser også dit spørgsmål sådan, at det er dét, der er blevet usikkert for dig: Bevarer og respekterer Gud et menneskes frihed og integritet?! Eller er vi blot marionetdukker, små Pinocchioer med snore i dukkeførerens hænder?
Og sådan er det heldigvis ikke. Gud tvinger ingen! Det er derfor, Jesus må stå grædende og hjælpeløst uden for Jerusalem: "Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke" (Luk 13,34).
Og i den forstand har vi virkelig en fri vilje. Det er derfor, Bibelen også taler om tro i bydemåde: "Tro på Herren Jesus ...", "Omvend jer og tro på evangeliet ..." – fordi troen er et valg, er omvendelsen vores eget ansvar.
"Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort" (Joh 6,37) – i én forstand er troen ikke andet end dette ene: at jeg kommer til ham. For han kan ikke vride armen om på dem og slæbende dem skrigende og sparkende ind i sit rige. Og så må selv den almægtige græde hjælpeløst ...
Men det er kun den ene side af sagen. For lige efter siger Jesus: "Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham" (Joh 6,44).
Og det er den anden side af sagen: For samtidig med, at friheden er et grundlæggende vilkår, er vi bundet af vores egen medfødte modvilje mod Gud (det, vi sommetider kalder arvesynden). Vi er frie til at komme til Gud eller lade være – men samtidig er vi dikteret af en bagage, som hvert eneste menneske har med sig.
Den frie viljes paradoks
Det er det paradoks, Paulus udtrykker i ordene: "Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse?...?For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje" (Fil 2,12f). Han opfordrer dem til at knokle løs for at komme frelst hjem; for man kan ikke bare være ligeglad med alt og så regne med at komme frelst hjem. Men samtidig ved han, at skal det kunne lade sig gøre for syndere, som hælder mere i retning til synd og Satan, så må Gud virke det i os – selv det AT VILLE er noget, han må skabe i os.
Det er et paradoks, som er nærmest uløseligt ved det teoretiske skrivebord – men i praksis har vi brug for begge sider! Det er det paradoks, du selv udtrykker soleklart i spørgsmålet: Du beder om, at Gud vil virke i et andet menneske – at han altså vil få dem til gerne at ville! For vi ved, at det er i virkeligheden vores eneste chance for at komme til tro. Og så bliver du bange for, at det bliver en slags vold, et guddommeligt overgreb ...
Men hvis det var vold og tvang over et andet menneske, vi bad om, så ville det jo betyde, at alle, vi bad for, automatisk blev omvendt! Så kunne Gud tvinge dem og slæbe dem skrigende og sparkende ind. Så behøvede han aldrig stå uden for og græde hjælpeløst ...
Men sådan er det ikke. Vi har brug for begge sider: Det er Gud, der får os til at ville – men han gør det ikke ved at tvinge os, men ved at få os til GERNE at ville. Vi ønsker hans magt over os, fordi vi ved, det er kærlighedens magt.
Jesus udtrykker samme paradoks i Luk 15. Her har du tre tekster, der alle handler om at blive omvendt og blive frelst: Teksterne om den tabte mønt og det mistede får – og teksten om den fortabte søn.
Umiddelbart ser de jo helt selvmodsigende ud: Den fortabte søn går i sig selv, står op og går hjem til sin far; og faderen står og venter og længes og håber. Men mønten og fåret kan jo ikke gå i sig selv og gå hjem; kvinden og hyrden må gå ud og finde dem. – Er det selvmodsigende?
To forskellige vinkler
Nej. Det er samme sag, set fra vores vinkel og set fra Guds vinkel: Når vi går i os selv, står op og går hjem til Gud, så ser det sådan ud fra vores vinkel. Men fra Guds vinkel er det hver eneste gang ham, der går ud og leder efter os og finder os og tager os på nakken og bærer os hjem. For med den grundskade, vi allesammen bærer med os, er det vores eneste håb.
Men er der så slet ikke anden løsning, end at det er et praktisk paradoks, som virker meningsløst i teorien, men er nødvendigt i praksis? Jo! Og hermed den anden del af mit svar:
Gud er kærlighed
Det afgørende i dette spørgsmål, uanset hvordan vi vender og drejer det, hvordan vi løser det eller slås med det, er: Også i det her er Gud kærlighed. Det afgørende er, at vi har tillid til, at Gud ikke sidder med en eller anden uhyggelig, mystisk dagsorden, hvor vi overlades til et eller andet utrygt. Det afgørende er, at vi kan stole på, at han vil os det godt og ALDRIG vil gøre andet end det, der er kærligt og omsorgsfuldt.
Og jeg spekulerer på, om det er dét, der ligger i den anden del af dit spørgsmål. For mens det er ganske almindeligt, at vi knækker neglene på dette spørgsmål (det gør alle!), så er det ikke helt almindeligt, at det går så dybt ind, at man oplever, at man kommer længere og længere bort fra Gud i det.
Hvornår er det, man oplever, at man mere eller mindre glider bort fra Gud?
Er det ikke først og fremmest, når man begynder at miste tilliden til, at han vil os det godt?
Jeg tror ikke, det er så afgørende, hvordan man løser det her. Jeg tror heller ikke, det gør så meget, hvis man aldrig skulle få det løst, sådan rent teoretisk. Men det gør noget, hvis man undervejs får en mistanke om, at han ikke er den omsorgsfulde far, vi lærte om som børn.
Jeg ved ikke, om jeg rammer ved siden af her. Uanset hvad, så er (i dette spørgsmål som i så mange andre) det allervigtigste, vi ved om Gud: at han er kærlighed. At han er omsorgsfuld, blødende og glødende fadersind, og at der intet koldt eller ligeglad er i ham. Gud er ikke en frelsesmaskine, og vi er ikke ting. Vi er børn af en omsorgsfuld far.
Og det gælder både i den kærlighed, hvormed han stiller os frit, og den kærlighed, hvormed han drager os. .
kærlig hilsen
Lagt på nettet 19.10.2009