03.10.2007 12:00 Alder: 10 yrs
Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Smider præster Jesu legeme og blod ud?

Den lutherske lære siger, at nadveren ikke blot er symbolsk, men faktisk er Jesu legeme og blod, samtidig med, at det har sin jordiske form i brød og vin. Den katolske kirke mener, at der sker en fuld forvandling - og brød og vin ikke eksisterer mere efter indstiftelsen. Men disse to opfattelser er jo meget lig hinanden, i modsætning til mange nyere strømninger i kirken. Om der stadig er brød og vin er én sag, men at vi står med Jesu legeme og blod i hånden er jo virkeligt og konkret (og vigtigst!) Mit spørgsmål er: Hvorfor behandler præster i folkekirken ikke nadveren som i den katolske kirke? Hvis argumentet er, at der kun er nadver i det øjeblik, hvor der bliver delt ud, hvorfor har man så indstiftelsesordene? - Er det ikke dér, hvor nadverunderet sker? Er man i folkekirken bange for at det bliver for mystisk og åndeligt? Hvis jeg stod med Jesu blod i mit glas, ville jeg for eksempel ikke blot smide det ud bagefter.

Svar:

Kære ukendte spørger!

Følelserne

Når det gælder følelser, kan jeg kun svare for mig selv. Personligt har jeg ingen angst for, at det skal blive for mystisk og åndeligt, for det kan ikke blive mere mystisk (= underfuldt) og åndeligt, end det allerede er. Jeg understreger stærkt i min forkyndelse, at der i nadveren sker det under, at Jesu legeme og blod forbinder sig med brødet og vinen således, at brødet og vinen både er brød og vin og Jesu legeme og blod. Der dannes en enhed af to forskellige ting svarende til den underfulde enhed, der er i selve Jesu person af guddommelighed og menneskelighed.

1. Under nadveren

Du spørger, hvorfor man har indstiftelsesordene? Er det ikke dér nadverunderet sker?

Mit svar er, at indstiftelsesordene er afgørende. På deres myndighed hviler hele nadverens under. Uden disse ord kan vi ikke holde nadver, og uden disse ord kan vi ikke forkynde nadverens evangelium.

Men jeg tror ikke, at meningen med indstiftelsesordene er at fastsætte et tidspunkt for, hvornår det er Jesu legeme og blod, men blot at slå fast, at brødet og vinen i måltidet er Jesu legeme og blod givet og udgydt til syndernes forladelse. Eftertrykket ligger ikke på, hvornår det bliver Jesu legeme og blod, men at det er Jesu legeme og blod, og hvad Jesu legeme og blod bærer med sig, nemlig Guds tilgivelse og det evige liv. Alle, der deltager i nadveren, modtager Jesu legeme og blod, og alle, der deltager og stoler på Jesus, får også syndsforladelse og evigt liv.

Jeg har undertiden overvejet det synspunkt, om ikke nadverens under bygger på, hvad Jesus sagde Skærtorsdag aften og ikke på selve oplæsningen af disse ord under gudstjenesten, som mere eller måske udelukkende tjener til at oplyse menigheden om, hvilken gave vi får i dette måltid. Hvis den tanke er rigtig, så flyttes vores opmærksomhed fra tidspunktet til gaven.

Når jeg læser de lutherske bekendelsesskrifter fra reformationstiden, konstaterer jeg, at de mest er optaget af, hvilken underfuld gave vi får i nadveren, og hvordan vi modtager den i den sande tro. De er meget lidt optaget af, hvad der skal ske bagefter. Nadveren skal hverken tilbedes eller bæres i optog, men ellers ligger eftertrykket på selve måltidets under og troen.

2. Efter nadveren

Katolsk lære

Den katolske lære siger, at det indviede brød og den indviede vin fortsætter med at være Jesu legeme og blod efter måltidet, også når der ikke er gudstjeneste.

Katolsk praksis

I den katolske kirke drikker præsten, hvad der er i kalken, og nadverbrødet lægges i en monstrans (kar), som hænger i kirken, så man kan tilbede brødet. Tanken er, at brødet skal bevares, for at det kan tilbedes.

Luthersk lære

I 1536 underskrev Luther en redegørelse, som kaldes Wittenbergkonkordien, hvori han godkendte en række sydtyske menigheders mening i denne sag:

Det vil sige, de mener, at når brødet uddeles, er Kristi legeme til stede og gives virkelig.

Men de mener ikke, at Kristi legeme er til stede uden for denne brug, når man lægger brødet tilbage eller opbevarer det i montre eller bærer det omkring i procession, som det sker i pavedømmet.

Martin Luthers praksis

1) Den 4. juli 1543 skrev han følgende til en mand, der hed Wolferinus:

Du kan jo spise og drikke det, der bliver til overs ved nadveren, sammen med nogle af nadvergæsterne, sådan som vi gør her.

2) Den 11. januar 1546 besvarede han en forespørgsel fra biskop Nicolaus Amsdorf om præsten Adam Besserer.

Ved en gudstjeneste havde Adam Besserer talt, at der var sytten altergæster, og han havde optalt sytten alterbrød (oblater), men da han kom til den syttende altergæst, kunne han ikke finde det syttende alterbrød, og så gav han altergæsten et uindviet alterbrød. Senere fandt han det indviede stykke alterbrød og lagde det i æsken med de uindviede alterbrød.

Nicolaus Amsdorf havde sat Adam Besserer i fængsel for denne forseelse, og blandingen af indviet og uindviet brød var blevet brændt. Dernæst skrev han til Luther og bad om råd.

Luther svarede:

a) at præsten ikke skulle være i fængsel, men skulle udelukkes af menigheden og gå til zwinglianerne, altså den del af de schweitsiske kristne, som havde en lignende nadveropfattelse.

b) at manden, der modtog den uindviede oblat, ikke havde syndet, for han modtog den i god tro.

c) at ”Hvad de blandede oblater angår, er det rigtigt gjort, at de er blevet opbrændt, skønt det i virkeligheden ikke havde været nødvendigt at opbrænde dem, da de uden for brug ikke er et sakramente.”

Adam Besserers forseelse bestod altså ifølge Luther ikke i, hvad han gjorde efter måltidet, men i, at han under måltidet uddelte et stykke uindviet nadverbrød, som om det var indviet.

Den danske kirkes praksis i ældre tid

I den danske kirke har man fulgt dette syn. Hverken den danske kirkeordinans fra 1539 eller kirkeritualet fra 1685 nævner noget om, hvordan man skal forholde sig med eventuelle tiloversblevne alterbrød.

Den danske folkekirkes praksis i dag

Ikke alle folkekirkefolk er enige om det i dag. Nogle mener, at brødet og vinen fortsætter med at være Jesu legeme og blod efter måltidet. Folkekirken tilbeder ikke brød og vin efter måltidet, men har derudover forskellig praksis i behandlingen af det tiloversblevne brød og den tiloversblevne vin.

Nogle hælder vinen tilbage i flasken og lægger brødet tilbage i æsken. Da det hele udenfor måltidet er almindeligt brød og almindelig vin, er det ganske naturligt at lægge det tiloversblevne af det indviede sammen med det uindviede.

Andre hælder vinen ud og spiser resterne af nadverbrødet af følgende grunde:

1) Brødet og vinen menes at være Jesu legeme og blod efter måltidet.

2) Man vil bevidst hindre tilbedelse af brødet og vinen udenfor gudstjenesten, fordi nadveren ikke er givet os til tilbedelse, men til at spise og drikke.

Personligt vil jeg tilføje, at når jorden tog imod Jesu blod, da han blev korsfæstet, så må den også kunne gøre det efter en gudstjeneste. Der er intet uværdigt i det.

Nogle af disse præster føjer også følgende begrundelse til:

a) Hvis man lægger det indviede sammen med det uindviede, behandler man Jesu legeme og blod uværdigt.

b) Hvis man lægger det indviede sammen med det uindviede, røber man, at man alligevel ikke tror, at brødet og vinen virkelig er Jesu legeme og blod.

To synspunkter

For mig at se er der to fløje i den danske folkekirke blandt dem, der tror, at det indviede brød og vin virkelig er Jesu legeme og blod:

Den ene fløj lægger vægten udelukkende på forkyndelsen af denne sandhed og går ikke så meget op i, hvordan man behandler brødet og vinen før og efter nadveren, men kun, hvordan man behandler det under nadveren.

Den anden fløj mener, at forkyndelsen skal følges op af en ganske bestemt behandling af brødet og vinen efter indvielsen.

Som du nok kan mærke, tror jeg personligt, at det er det første synspunkt, som er det rigtige.


Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også