Må vi bede for de afdøde?
Svar:
Ja, der er delte meninger om, hvorvidt det giver mening at bede til/for de døde. Ikke bare mellem protestanter og katolikker, men også protestanter imellem. Det sidste er selvfølgelig specielt aktuelt for os.
Hvor er de døde?
Der er en række spørgsmål, som vi ikke kan finde noget entydigt svar på i Bibelen. Dem må vi sammenholde med den sammenhæng som er helt klar i Bibelen.
Nok afviser protestanter forestillingen om en skærsild og en helgenpåkaldelse, men hvilke forestillinger gør vi os så om, hvor de døde er?
De døde er borte fra os og vores verden, men hvor er de så indtil dommens dag, når der står, at vi alle skal komme for dommen på samme tid?
Hvad er mellemtilstanden?
Opstandelsen finder sted ved dagenes ende – ikke når et menneske dør. Den eneste som indtil nu er opstået, er Jesus som en førstegrøde af alle dem, der er sovet hen/døde.
Fællesskab med alle de hellige - også de afdøde
Hvad mener vi i den lutherske kirke, når vi bekender troen på ”de helliges samfund”? Er det kun samfundet af alle hellige/troende nu ud over verden eller omfatter det også de hellige som har levet før os?
Eller når vi i nadverliturgien beder om, at vi må styrkes i det evige livs håb, vokse i kærligheden og sammen med alle troende må blive ét. Vi synger også i en salme om ”Helgen her og helgen hisset” (DDS 573) som vel er et udtryk for, at de helliges fællesskab ikke begrænser sig til dem, der nu lever og endnu ikke er gået over til døden.
Og hvor er Abraham, når Jesus fortæller, at Gud jo har sagt, at han er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud, og at han ikke er Gud for døde men for levende (Matt 22,32)?
Man kan også tænke over, hvorfor vi ved en begravelse taler til den døde, som det sker i forbindelse med jordpåkastelsen: Af jord er du kommet, til jord skal du blive og af jord skal du igen opstå.
Det er altså ikke så enkelt. Men der er nogen ting der siges klart om de døde.
De døde er døde
Men det som alt dette IKKE - ifølge Det Nye Testamente - kan betyde er, at legemet dør og sjælen lever videre. Sjælen er ikke udødelig, for alt dør, når døden indtræffer. Også sjælen.
Men vi har som troende en fortrøstning til, at den afdøde er i Guds hænder, og at intet – heller ikke døden - kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre (Romerbrevet kapitel 8 v. 31-39). De helliges fællesskab er jo fællesskab i den korsfæstede og opstandne Kristus og derfor ikke begrænset til et synligt fællesskab, som døden kan gøre en ende på.
Måske kan man sige , at vi i vores fællesskab med og vores enhed med ”alle de hellige” udtrykker en takke- og offerbøn. Nogen vil sige, at vi beder Kristus om ikke at slippe dem, men bevare dem – sådan som vi beder for os selv – indtil han kommer igen.
Det er protestantisk teologi, at vi ikke har brug for Helgener, som nogen der skal påkaldes eller gå i forbøn for os (på den anden side). Den rolle udfører alene Kristus. Men vi holder dem for øje, så vores tro styrkes. Deres gode gerninger skal ikke gøre, at vi dyrker dem, men følger deres gode eksempel.
Som du kan se, er der en del åbne spørgsmål, og det forklarer også, at der er forskellige holdninger til det.
Se også nedenstående svar fra vores arkiv:
Hvornår forladet sjælen kroppen?
Kan jeg bede med tilbagevirkende kraft?
Fortæller nærdøds-oplevelser om Himmelen?
Skrevet af:
Bodil Skjøtt
Lagt på nettet 11.11.2005
Samtalerum
I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"
Læs også
- Kan jeg bede med tilbagevirkende kraft?
- Hvordan kan en kærlig Gud straffe så urimeligt?
- Hvad er livets mening?
- Hvordan er dødsriget?
- Har vi forskellige aldre på den nye jord?
- Hvorfor bede med håndspålæggelse?
- Frister Gud mennesker?
- Bør man bede højt til fællesbøn?
- Hvad får man ud af at tro?
- Hvad er Guds rige?
