Hvad var vigtigst i Jesu liv?
Svar:
Jeg forstår godt dit ønske om, at kunne få udpeget helt nøjagtig hvilken begivenhed i Jesu liv, der er vigtigst for kristendommen. Men det er på en måde det samme som at spørge: I hvilken situation har åndedrættet sin vigtigste betydning for livet? For uden åndedræt intet liv – uanset hvilken situation vi taler om. Uden Jesus ingen kristendom. Det er hele opfattelsen / troen på hvem Jesus er, der ef det afgørende. Alle begivenhederne i Jesus liv er med til at vise, hvem han er, og det er dét vi skal have fat i. Alt i den kristne tro står og falder med, hvem vi tror Jesus er. Derud fra tolker man Jesu fødsel, liv, død og opstandelse. Jeg vil anbefale dig at læse her på JesusNet.dk: Hvem er Jesus? jesusnet.dk/jesus/
Uden opstandelse falder den kristne tro fra hinanden
Men derfor kan man alligevel godt trække en begivenhed frem, som klart afgørende for den kristne tro. Det er opstandelsen. Det at Jesus på tredjedagen efter sin pinefulde og ydmygende død på korset, og efter at være blevet viklet ind i ligklæder og lagt i en grav (klippehule) som endda bevogtedes af soldater på grund af alt påstyret om ham – vender tilbage fra døden til livet, og viser sig for sine venner og siden for hundredvis af mennesker. Dette er absolut afgørende for det kristne budstab. Uden opstandelse falder den kristne tro fra hinanden.
Det er forklaret meget klart i Det Nye Testamente. Ca. 3-4 år efter Jesu opstandelse kommer Paulus til tro på Jesus som Guds søn. Det var ikke fordi han ikke troede Jesus havde levet, og haft betydning for rigtig mange mennesker. Han vidste også hvordan folkestemningen var blevet vendt imod Jesus og man havde fået ham korsfæstet. Men han havde ikke set Jesus som Guds søn. Han så derimod Jesus som en gudsbespotter, og oprører mod den eksisterende Gudstro hos jøderne. Derfor havde Paulus med magt forsøgt at nedkæmpe de Jesus-troende. Men han vender altså totalt om, og bliver en stærk og meget klar Jesusforkynder i tiden hvor kristendommen får fodfæste og spreder sig. I hans brev til de kristne menigheder i Korinth kan man læse i kapitel 15, hvor afgørende det er at holde fast i troen på, at Jesus legemligt rejste sig fra døden. “Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde er Kristus heller ikke opstået, men er Kristus ikke opstået er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom....... (videre:) Men nu er Kristus opstået fra de døde, som førstegrøden af dem, det er sovet hen. Fordi døden kom ved et menneske er også opstandelsen kommet ved et menneske. For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus. (første Korintherbrev kapitel 15 vers 13-14 og vers 20-22)
Jeg er ikke sikker på, at vi kan undvære nogen af de overleverede beretninger om Jesus. Men vi kan i hvert fald pege på opstandelsen som en helt central begivenhed, hvis vi skal forholde os til det kristne budskab om Jesus som den der har brudt dødens magt og gir os håb om evigt liv.
Hvad angår dit spørgsmål om farisæerne:
Farisæerne var et forholdsvist lille religiøst parti, der på Jesu tid havde stor indflydelse på jødernes trosliv. Deres lære stod som en modsætning til det som Jesus forkyndte. For farisæerne handlede det om at holde sig selv ren ved at holde Moseloven (Guds vilje). For at være på den sikre side, havde de udformet lange fortolkninger af Moseloven og disse fortolkninger var med tiden blevet lige så hellige som Moseloven. Farisæerne skilte sig ud fra folk med deres livsførelse, og i mange af deres handlinger tilsidesatte de Guds overordnede kærlighedsbud, for at undgå at overtræde andre bud og gøre sig selv urene. De kunne f.eks. ikke være sammen med mennesker, der ikke holdt loven, for ikke at besmitte sig. Det skældte Jesus kraftigt ud over. Men på et andet område var deres lære også en klar modsætning til Jesu budskab.
En nødvendig fødsel
Jesus lærte, at intet menneske ved lovfromhed kan gøre sig fortjent til Guds rige. At få del i Guds rige kræver ikke en bestemt grad af fromhed, men det kræver en ny fødsel til et nyt liv. En fødsel er ikke noget vi kan præstere af os selv, det er noget vi bliver givet, (gratis) og vi kan vælge at tage imod det liv og leve det. Sådan forklarer Jesus det til en farisæer, ved navn Nikodemus, der opsøger ham en nat, for at få at vide, hvordan han kan få del i Guds rige. Jesus ved, at for Nikodemus har hans liv handlet om at gøre sig fortjent til Guds Rige og det er derfor et helt nyt budskab Nikodemus hører. Han skal fødes igen ved vand og ånd (dåben) og få del i et nyt liv – Guds rige – som gives gratis (af nåde). Beretningen om Nikodemus besøg hos Jesus står i Johannes Evangeliet kapitel 3.
Jeg ved ikke om farisæerne har en stor plads i den kristne forkyndelse. Men jeg tror, de har en plads, fordi deres lære ligner noget der ligger os snublende nær at tro, nemlig at vi må gøre os fortjent til frelsen og det evige liv. Jesus lærer os, at frelsen og det evige liv gives os af nåde (gratis).
Lagt på nettet 24.06.2004
