17.08.2005 12:00 Age: 14 yrs
Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Fandtes der frelse i Det Gamle Testamente?

Jeg har et spørgsmål, som jeg har undret mig lidt over. Hvordan blev man på gammeltestamentlig tid frelst? Hvordan kunne personer fra gammeltestamente få evigt liv? Man havde godt nok moseloven, men den var (og er) jo umulig at holde til punkt og prikke. Den var jo derudover også tænkt som lov til at holde sammen på samfundet. Var det ofringerne til Gud som bragte forsoning i gudsforholdet? Kunne Gud overhovedet være sammen med mennesket, Jesus havde jo ikke banet vejen?

Svar:

I Det gamle Testamente blev mennesker frelst ved troen på Gud Herren. For at gøre det meget enkelt kan jeg henvise til Esajas' bog kapitel 45, vers 22: Vend dig til mig, og bliv frelst, hele du vide jord! For jeg er Gud, der er ingen anden.

Moselovens betydning for frelsen

Når vi så ser nærmere på sagen, må svaret uddybes. Og det første, der kalder et spørgsmål frem, er ganske rigtigt Moseloven, som du selv er inde på. Hvis jeg skal skære ind til benet med det samme, så er svaret, som du også selv siger, at ingen har holdt den, og derfor blev ingen frelst ved den.

Alligevel indeholdt Moseloven en offerordning, hvor dyreofre tildækkede (sonede) menneskers synder således, at menneskene blev forsonet med Gud. Disse ofre var små, foreløbige modeller af det store engangsoffer, som Jesus bragte for hele verden i sin død på korset. Derfor kunne disse dyreofre ikke virke i kraft af sig selv, men de virkede i kraft af Jesu fremtidige offer. Og dermed er vi inde ved kernen.

Frelsen i GT var forbundet med fremtiden

Hele frelsen i det gamle Testamente er forankret i fremtiden. Derfor er Gammel Testamente præget af forventning og foreløbighed. Og alt dette afhænger igen af de løfter, som Gud gav menneskene i Det gamle Testamente, både den meget korte antydning i paradiset (Første Mosebog kapitel 3, vers 15) og de stadig mere udførlige længere fremme i den gammeltestamentlige profeti, der i den henseende når sit højdepunkt med Esajas' kapitel 53. Det er værd at læse.

Fire forhold vil jeg fremdrage ved disse løfter:

1) De forbinder dyreofrene med Jesu offer, så dyreofrene henter deres midlertidige kraft fra Jesu offers evige kraft.

2) Man kunne ikke blive frelst bare ved at ofre. Man skulle også have en levende tro på Gud og hans løfter (jeg siger ikke, at man skulle forstå dem).

3) De, der levede før Moseloven med dens offerordning, havde løfterne at holde sig til, og de blev frelst - eller retfærdiggjort - ved dem. Det ser vi tydeligt i beretningen om Abraham, Første Mosebog, kapitel 15, vers 6, hvor der står: Abram (Abrahams oprindelige navn) troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed. Abrahams tro var her netop en tro på Guds løfte.

Det var et løfte om efterkommere til Abraham, og det var dybest set et løfte om Kristus, fordi løftet senere bliver udfoldet med ordene: Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom (Første Mosebog, kapitel 22, vers 18). Her står glosen "afkom" i ental, og, som Paulus forklarer, så er det Kristus, der er tænkt på med denne entalsform. "Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom. Det hedder ikke: "og til dine afkom" i flertal, men i ental: "og til dit afkom", og det er Kristus." (Paulus' brev til galaterne kapitel 3, vers 16)

4) De, der levede uden for Moselovens offerordning, nemlig nabofolkene, kunne også blive frelst, hvis de vendte sig til Israels Gud. Dette perspektiv finder vi både i Salomos bøn ved templets indvielse i Jerusalem (Første Kongebog, kapitel 8, vers 41-43), og i Esajas' bog, kapitel 45, vers 22, som jeg begyndte med at citere: "Vend dig til mig og bliv frelst, hele du vide jord. For jeg er Gud, der er ingen anden"

De skulle ikke nå målet uden os

Alle de, der troede på Guds løfter, blev frelst, og de nåede målet, men de nåede ikke at se løfterne opfyldt, for Gud ønskede, at vi også skulle komme med. Dert kan vi se i brevet til hebræerne, kapitel 11, vers 39-40: "Alle disse, hvis tro er bevidnet, opnåede dog ikke at se løftet opfyldt, for Gud havde for vor skyld noget bedre for øje, nemlig at de ikke skulle nå målet uden os"

Man kan godt sige, at Jesus ikke havde banet vejen endnu, men de, der så frem til frelserens ankomst, var forbundet med ham, der skulle bane vejen. Og det var nok.

Jeg håber, at svaret er fyldestgørende, men ellers er du velkommen til at stille uddybende spørgsmål.


Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Lagt på nettet 17.08.2005

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også