Langfredag: Døden på et kors

Pilatus betragtede de religiøse ledere, der var kommet til ham for at få løst et problem. Han måtte holde sig gode venner med jødernes ledere, og derfor havde han modtaget dem, selv om det var frygteligt tidligt om morgenen. Han ville lytte tålmodigt til dem og se at få løst deres lille problem i en fart, så han kunne få fred igen.

»Godt, lad os så høre,« sagde han og gned hænderne mod hinanden i morgenkulden. »Hvad anklager I denne mand for?«

»Han er en ond mand, herre,« sagde en af ypperstepræsterne.

Pilatus tog sig til hovedet. »En ond mand. Som om det ikke myldrer med onde mænd. Behøver I virkelig vække mig for det? Tag ham bare med igen og døm ham efter jeres egne love.« Han vendte sig for at gå.

»Vent!« sagde ypperstepræsterne. »De ved jo, at vi ikke har ret til at dømme nogen til døden, herre. Det var derfor, vi kom.«

»Døden?« Pilatus standsede og vendte sig igen. »Mener I, denne mand har fortjent døden?«

Pilatus så på manden, som stod dér så roligt under denne frygtelige trussel. Den romerske statholder følte straks en stærk sympati for denne jøde og ville nødig have ham henrettet. Da han havde hørt anklagerne, prøvede Pilatus at undgå at dømme Jesus til døden. Igen og igen prøvede han at løslade ham, men de religiøse ledere holdt på deres. Til sidst lod Pilatus Jesus piske i et forsøg på at tilfredsstille deres blodtørst. Men Jesu anklagere ville ikke lade sig nøje med det. De krævede, at Jesus skulle dø. De sagde, at enhver der kaldte sig konge, som Jesus havde gjort det, måtte være en fjende af den romerske kejser. Ville Pilatus tillade oprør mod kejseren?

Til sidst måtte statholderen give sig. Han gav sine soldater besked på at føre Jesus ud og henrette ham ved korsfæstelse.

Mange mennesker fulgte efter, da Jesus blev ført uden for Jerusalems bymur til et sted ved navn ‘Golgata’ – det betyder hovedskalstedet. Der, klokken ni om morgenen, blev Jesus hængt op på korset.

På hans venstre side hang en røver på et andet kors, på hans højre side endnu en røver. Jesus hang på korset i midten, sømmet fast til det med store søm gennem hænder og fødder.

»Far,« hviskede han. Hans tørre læber sprak, da han bevægede munden. Han sank en klump. »Far,« begyndte han så igen, »tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.«

Ved middagstid ændrede vejret sig pludseligt, eller var det tiden, der ændrede sig? Mørke lagde sig som en dyne over landet, og kun silhuetten af Herren på korset kunne skelnes. Fra klokken tolv til klokken tre rugede det unaturlige mørke over landet, og imens led Jesus de frygteligste pinsler, og livet sivede ud af ham.

Så, klokken tre om eftermiddagen, spændte Jesus ryggen, så han stod i en bue ud fra korset. Han lagde hovedet tilbage og råbte op mod himlen: »Elí, Elí! lemá sabaktáni?« Det betyder ‘Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?’

De nysgerrige, som var blevet stående i mørket for at se på, hviskede til hinanden: »Hør! Han kalder på Elias! Tror du, Elias kommer og frelser ham?«

Så gav det et lille sæt i dem, da Jesus talte direkte til dem ud af mørket: »Jeg er ...« Han stønnede og prøvede så igen med en hul, hæs stemme. »Jeg er tørstig,« lykkedes det ham at sige.

En soldat tog en svamp og satte den fast på en lang stang. Så dyppede han svampen i sur vin og holdt stangen op, så Jesus kunne suge af svampen.

Da Jesus var færdig, trådte soldaten tilbage og hørte den døende mand hviske: »Det er fuldbragt. Herre, i dine hænder befaler jeg min ånd.«

Jesu hoved faldt forover og ned på hans bryst. Så trak han vejret for sidste gang og døde.

I samme øjeblik Jesus udåndede, flængedes forhænget til templets Allerhelligste fra top til bund. Jorden rystede, klippeblokke kom rumlende ned fra bjergtoppe, gravene åbnede sig, og mange af Guds folk, som var døde, blev levende igen.

Den romerske officer, som havde givet Jesus det sidste, han fik at drikke, stod ved foden af korset. Han så op på Jesus og sagde: »Den mand var sandelig Guds søn.« Senere kom en menig soldat hen og stak Jesus i siden med et spyd for at sikre sig, at han var død.

Da kom en mand ved navn Josef af Arimatæa hen til korset. Han var en god mand og et respekteret medlem af det jødiske råd. Han var også et menneske, der søgte Guds rige og havde lyttet til Jesus. Josef havde fået tilladelse af Pilatus til at tage Jesu legeme ned fra korset og begrave det.

Sammen med en ven tog Josef da Jesu døde legeme ned fra korset. Nogle kvinder, som elskede Jesus og troede på ham, så til på afstand. Da Josef og hans ven bar Jesu legeme til en klippegrav, som Josef egentlig havde købt til sig selv, fulgte kvinderne efter. De så mændene vikle Jesu legeme ind i ligklæderne. De så stenbænken inde i graven, hvor den døde blev lagt. De så den store sten blive rullet for indgangen til graven og hørte den falde på plads med et drøn.

Først da vendte de sig og gik. Først da forlod de deres Herre. Søndag, efter sabbatten, som varede fra fredag aften til lørdag aften, ville de vende tilbage. Så ville de have salver og krydderier med for at salve den døde, som man plejede at gøre det.

Lagt på nettet 18.04.2003